Type 2 diabetes giver ikke kun risiko for at udvikle svære hjertekarsygdomme og blindhed, men gør formentligt også patienten dummere. Det tyder en ny, foreløbig amerikansk undersøgelse på, hvor 18 voksne overvægtige med type 2 diabetes blev testet overfor 18 raske overvægtige. I undersøgelsen klarede de overvægtige med type 2 diabetes sig signifikant dårligere end den raske overvægtige gruppe. Dette gjaldt både i intelligenstests, stavning og læsning samt patienternes evne til at huske ord.
Undersøgelsen er den første, der kan dokumentere, at type 2 diabetes direkte påvirker hjernen længe før patienter udvikler hjertekarsygdomme og andre sygdomme som følge af type 2 diabetes.
Allan Flyvbjerg, formand i Diabetesforeningen og diabetesprofessor ved Aarhus Universitet, forklarer, at dårlig hukommelse og nedsat intelligens formentligt er forårsaget af dårlig blodsukkerregulering, som skader de små blodkar i hjernen:
"Hvis man har et dårligt reguleret blodsukker, så kan det give skader i de små kar i hjernen, og det giver formentligt dårlig hukommelse. Men det er ikke noget, der kommer natten over - det skal være en påvirkning over lang tid," siger han.
Hjernen mangler ilt
MR-scanninger af forsøgspersonernes hjerner afslørede yderligere, at patienterne med type 2 diabetes havde mindre hvid hjernemasse, og at den fungerede dårligere end de raske kontrolpatienters. Den hvide hjernemasse er hjernens ledningsnetværk, og mindre hvid hjernemasse kan betyde, at hjernens effektivitet nedsættes, så man med tiden tænker dårligere og kan få besvær med at bevæge sig normalt. Derfor tydede det på, at type 2 diabetes påvirker hjernen, så den bliver sløv og syg.
"Hvis hjernemassen skrumper ind, så er det tegn på, at dele af hjernen lider af iltmangel, fordi de små kar propper til," siger Allan Flyvbjerg. "Jeg synes, at denne undersøgelse endnu engang sætter streg under, at man skal have styr på blodsukkeret, som kan give forstyrrelser i hjernen. Man skal se det som endnu en komplikation ved sygdommen, som man skal undgå ved god regulering af blodsukkeret," siger han.
Det amerikanske forsøg blev udført, så resultaterne ikke blev influeret af testpersonernes uddannelsesniveau, alder, køn, livvidde, etnicitet og body mass index (BMI) - et udtryk for personens vægt i forhold til højde. Forskerne vil nu forsøge at finde ud af, hvorfor type 2 diabetes er så farligt for hjernen, og hvad der præcis forårsager nedbrydningen af hjernen.
Læs den videnskabelige artikel i tidsskriftet Diabetologia, November 1 2010, Volume 53, Nr. 11, 2298-2306.
Type 2 diabetes gør hjernen dummere
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.