Regeringen har i weekenden offentliggjort udkast til love og bekendtgørelser om den lukning af skolerne, der gælder fra i dag. Lukningen skal hindre udbredelsen af coronavirus, men regeringen lægger op til at en række elever i specialtilbud bliver undtaget.
Nødlov på vej: Sådan bliver reglerne for undervisning under Corona-lukningen
På folkeskoleområdet omfatter en lukning således ikke:
- Børn og unge, hvis det er begrundet i barnets eller den unges helt særlige sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov, herunder begrundet i forholdene i hjemmet.
- Børn, som er omfattet af krav om sprogprøver efter folkeskoleloven paragraf 11 a, hvis det vurderes, at barnet har særlige behov, der nødvendiggør, at barnet stadig modtager tilbuddet. Ifølge paragraf 11 a skal elever i børnehaveklasser på skoler og afdelinger af skoler, hvor mere end 30 procent af eleverne bor i et udsat boligområde, bestå en obligatorisk sprogprøve, før de kan begynde i 1. klasse.
- Børn og unge, der skal deltage i prøver og eksamener i begrænset omfang.
Skoleleder er parat til at åbne skolen igen
Skoleleder Maj-Britt Toft Jørgensen fra Rævebakkeskolen i Nyborg er usikker på, om nogle af hendes 122 elever bliver omfattet af bekendtgørelsen.
"Vores elever i 9. og 10. klasse går til de skriftlige prøver i dansk og matematik, så man kan sige, at de går til prøver i begrænset omfang. Men de får fjernundervisning i de næste 14 dage med adgang til webprøver, og det gør resten af vores elever også med opfølgning via sms og opringninger. Flere lærere var hjemme hos eleverne i fredags for at aflevere fysiske materialer og læreplaner", fortæller Maj-Britt Toft Jørgensen.
Hun har fået at vide af sin forvaltning, at Rævebakkeskolen skal tilbyde eleverne fjernundervisning.
"Vi er løbende i kontakt med forvaltningen, og det kan være, at der komme en ny melding i morgen på baggrund af bekendtgørelsen, og så åbner vi skolen", siger Maj-Britt Toft Jørgensen.
I dag er Rævebakkeskolen helt uden elever, mens der kommer to i morgen efter reglerne om nødpasning af børn til og med ni år for forældre, som enten varetager samfundskritiske funktioner eller er ansat i en privat virksomhed, der ikke har hjemsendt sine medarbejdere.
Elever i nødpasning kan lige så godt få undervisning
På Storebæltskolen i Korsør har skoleleder Benjamin Ejlertsen tre elever i skole i dag og fem i morgen. De er enten i skole på grund af særlige sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov, eller fordi forældrene har behov for nødpasning.
"Vi skal tilbyde undervisning, hvis vi skønner, at det er i barnets tarv at komme i skole. Vi fik for eksempel en henvendelse om to stærkt autistiske børn, som forældrene ikke har mulighed for at have hjemme i 14 dage. De bliver nu undervist, at de lærere, som de plejer at have", fortæller Benjamin Ejlertsen.
De elever, som kommer i skole efter reglerne om nødpasning, bliver også undervist.
"Når lærerne er på job, forventer jeg, at de underviser. Der er ingen grund til, at de laver SFO-aktiviteter i skoletiden", siger Benjamin Ejlertsen.
Bekendtgørelsen står til at træde i kraft i morgen
På grund af den ekstraordinære og akutte situation med at begrænse spredningen af coronavirus gennemføres der ikke høring over de love og bekendtgørelser, som udstedes. Men Børne- og Undervisningsministeriet vil - for at skabe størst mulig åbenhed om de planlagte regler - løbende offentliggøre lovudkast og udkast til bekendtgørelser.
Bekendtgørelsen om lukning af blandt andet skoler og om nødpasning står til at træde i kraft i morgen. Du kan læse udkastet via dette link:
Trods corona: Specialskoler står til at skulle undervise visse elever
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.