Michael Ende, der har henført så mange i læsningens magi med "Den uendelige historie" og "Momo", har begået to små, besnærende og filosofiske historier for indskolingsbørn: "Ferdinand Folderig" om den filosofiske elefant og "Tranquilla Trampetro" om den standhaftige skildpadde.
Begge fortællinger rider på en sproglig elegance med fine grader af humor, men også med filosofiske pointer, der nok er værd at tale om. De to illustratorer, Daniela Chudzinski og Michael Bayer, leverer glimrende medspil til teksten; begge i mættede oliekridtopslag.
Chudzinski er blød i konturerne, hvorved hun på fornem vis lægger op til samtalen om, hvad der er vigtigt her i verden: Folderigs indre, enkle liv eller spyfluernes ydre stræben efter succes. I tilgift har hun et par elegante billedkommentarer, der spidder den forenklede stillingtagen: Folderig ikke blot tænker stort: måne, men ser sig selv i og som månen. Og på jordens overflade ses spor af mennesker: bygninger med orientalske kupler og halvmåner.
Bayer er mere konturfast, og han skal også illustrere den skinbarlige vedholdenhed. Tranquilla vil imod alle odds nå frem til løvesultanens bryllup. Han når frem, men til efterfølgerens bryllup. Undervejs løber han ind i de andre dyrs hån og spot og spe, som illustrationer giver ansigter og gestik.
Dette er to billedbøger, som på grund af deres æstetiske formsprog og deres filosofiske/etiske dilemmaer er værd at sætte sig sammen med indskolingens elever omkring til stor oplevelse og betydningsfuld snak.
Tranquilla Trampetro / Ferdinand Folderig
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.