Uden kommunikation så er vi rigtig på den. Panikken breder sig hos de fleste af os, hvis mobiltelefonen løber tør for strøm, toget aflyses, eller forbindelsen til internettet går ned i blot fem minutters tid. Denne titel indgår i forlagets serie »Samfundstemaer«, der har som sit mål at behandle samspillet mellem mennesker, samfund og natur som oplæg til en problemorienteret undervisning. I indholdet berøres en række emner, der viser relationer mellem fortid, nutid og fremtid, og det giver en grundlæggende og konkret viden om baggrunden for vores infrastruktur og afledte, danske velfærd.
I en tospaltet, saglig, men særdeles velbearbejdet og elevvenlig tekst fortælles om emner som privat og offentlig transport, broer og skibsfart, uheld i trafikken, overordnet trafikplanlægning og fra side 75 om udviklingen i kommunikation med vægt på nye former. Store fotos med uddybende tekster, tabeller, diagrammer og faktabokse supplerer indholdet, så det fremstår varieret og indbydende at give sig i kast med. Dog er bogens eneste kort, der uden nogen form for signaturforklaring eller læsbare stednavne angiveligt viser Københavns nuværende og kommende metroanlæg, desværre ganske sort tale for fynboer og jyder.
Til hvert enkelt kapitel er der udarbejdet en række spørgsmål og problemstillinger direkte rettet til elevens overvejelser. Her er både refererende spørgsmål til bogens tekst og bredere oplæg til undersøgelser og aktiviteter både i og uden for skolen. Selv om internettet netop i disse år kan fejre sølvbryllup, så er der stadig langt igen, før gabet mellem brugere og ikke-brugere mindskes, og levevilkår verden over dermed uddeles mere retfærdigt. Bogen sluttes af med en række fremtidsvisioner og vel at mærke tages alle forbehold for, hvordan det i virkeligheden kommer til at se ud. Her er ideer til såvel et generelt undervisningsforløb som den enkelte elevs arbejde med emnet i et projektarbejde. B4n
Trafik og kommunikation
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.