At kunne læse og forstå er grundlaget for alle for succes i skole og uddannelse, hvilket for de tosprogede kan være en kompliceret sag. I bogen beskrives og diskuteres derfor teorier om sprogudvikling, undersøgelser af tosprogedes læsning og forfatterens erfaringer med undervisning af tosprogede.
Specialundervisningsbegrebet diskuteres blandt andet ud fra en integrationsopfattelse, der ofte bliver assimilerende, og fra et inklusionsperspektiv, hvor specialundervisning integreres i det fælles pædagogiske arbejde. Den specialpædagogiske opgave bliver i denne forbindelse at finde ud af, om læsevanskeligheder skyldes undervisningen og organiseringen, tosprogetheden eller den enkelte elevs habitus.
Pointen er at kunne skelne mellem elever med særlige behov, som en del af det at være tosproget, og elever med behov for specialundervisning. Det er derfor vigtigt at have kendskab til elevens modersmål, og at eleven får undervisning i og på modersmålet, koordineret med danskundervisning, så længe behovet er til stede. Det er afgørende for tosprogedes læseforståelse og kognitive udvikling. Pointen er her, at det er vigtigt at vide noget om de kritiske faktorer for læsning på modersmålet, når tosprogede har læsevanskeligheder på dansk. Skolens opgave er ifølge forfatteren at få de to sprog til at mødes.
Blandt læseprocessens funktioner nævnes for eksempel problemer med afkodning som årsag til manglende læseforståelse og staveproblemer. Opmærksomhed på fonologiske færdigheder fremhæves som nødvendigt, ligesom fokus på ordforråd, begrebsdannelse og forforståelse er væsentligt. Ved tegn på dyslektiske træk er det relevant også at se på artikulation og hukommelse.
Budskabet er, at man bør se på, hvilke faktorer i undervisningen der volder problemer, rammerne eller indholdet, og at klassens lærere sammen ændrer på disse faktorer, så de passer til elevens forudsætninger og udviklingsmuligheder.
En veldisponeret bog, der skitserer nogle af de komplekse problemer for dermed at skabe en forståelse for arbejdet med at afdække tosprogedes læsevanskeligheder.
Tosprogede elever med læsevanskeligheder
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.