En ny dag
Af Grethe Lindø og Eva Skovhus
Illustreret af Bodil Nederby
16 sider, 24 kroner
Special-Pædagogisk Forlag, telefon 9712 8433
Materialet er beregnet til tosprogede elever på mellemtrinnet, der i forvejen kan læse og forstå noget dansk.
Historien er bygget op omkring en typisk dansk families adfærd og gøremål i forbindelse med morgen- og weekendaktiviteter. Den er fortalt i et letflydende og forståeligt sprog. Formålet med sprogarbejdet, de opgaver der findes i tilknytning til hvert kapitel, er dels at bibringe eleverne et relevant ordforråd i de rette sammenhænge og dels gennem spørgsmål, sorteringsopgaver, dialoger og rollespil at give eleverne mulighed for at nuancere deres brug af dansk sprog. Samtidig lægger opgaverne op til, at eleverne skal lære at give udtryk for egne holdninger og følelser. Tekstens indhold, som udelukkende fokuserer på det interne familieliv, lægger ligeledes op til en sammenligning imellem miljøer, sprogligt som kulturelt.
Teksten bygger for det meste på dialogformen. Bogen er gennemillustreret med tegninger, der kan bruges som udgangspunkt for samtaler, og layoutet er klart og let gennemskueligt. Bogen udkommer tillige på tyrkisk og somali.
Det er et udmærket supplement til klasse- og holdundervisning, men som engangsmateriale for tyndt og traditionelt i forhold til prisen.
Ellen Widding
Tosprogede
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.