Redaktion, Inger M. Clausen, Anette Poulsen og Jens Jensen
88 sider, 125 kroner
Udviklingscentret for undervisning og uddannelse af tosprogede børn og unge
Telefon 4373 5559, fax 4373 0131
I uc2's artikelsamling fokuseres på iagttagelse og vurdering af tosprogede børns sprogtilegnelse. De tolv artikler giver teoretiske og praktiske eksempler på, på hvilke måder vurderingen af andetsprogstilegnelsen kan finde sted, og understreger, at vurdering stiller krav til viden om sprogtilegnelse som en nødvendig forudsætning, også for at kunne støtte og opmuntre børnene i tilegnelsesprocessen. Ligeledes peges der på nødvendigheden af at tage hensyn til, at sprogtilegnelse omfatter såvel barnets første som dets andet sprog. Tosprogede børns læsefærdighed på dansk er et omdiskuteret emne og behandles derfor i to af artiklerne.
Alle, der arbejder med tosprogede børn, har indimellem behov for at vide, hvor langt barnet er kommet i tilegnelse af dansk. Bogens budskab er, at der ikke gives noget enkelt eller endegyldigt svar på dette. I stedet rejses en række spørgsmål, man må stille, før en vurdering finder sted. Da det funktionelle sprogsyn og det kommunikative syn på sprogtilegnelse ifølge den nye bekendtgørelse er i fokus, giver bogen udtryk for den holdning, at evalueringsredskaber skal kunne bruges til iagttagelse, beskrivelse og vurdering af barnets samlede sproglige kompetence i så mange forskellige situationer som muligt.
Et andet fokus i vurderingsarbejdet er at gøre barnet til subjekt for evalueringen, for eksempel ved at det selv tager del i evalueringen, og ved at give feedback og at forhandle i forbindelse med evaluering. Dette stiller krav til relevante og autentiske vurderingsmaterialer og til, at vurderingssituationen opleves som meningsfuld for barnet.
I flere af artiklerne gives der eksempler på evalueringsmaterialer og brugen af dem. I nogle artikler er materialer til vurdering af tosprogede småbørns sprogudvikling i centrum. En artikel behandler småbørn med specifikke tale- og sprogvanskeligheder, en anden ser på sprogvurdering på modermålet, og en gør et helhjertet forsøg på at opstille vurderingskriterier med henblik på udslusning af tosprogede børn fra modtagelsesklasse til normalklasse.
Med hensyn til læseprøver diskuteres og kritiseres det hensigtsmæssige i at anvende læseprøver beregnet til danske børn på de tosprogede børn. Det understreges, at hvis man vil sammenligne læseprøver på henholdsvis første- og andetsprog, kræves der en særlig viden om førstesprog for at kvalificere sammenligningen.
Bogen er udstyret med en ordliste og en fyldig oversigt over litteratur om sprogvurdering. Det er prisværdigt, at uc2 har taget initiativ til at indsamle og formidle erfaringer og viden på et område, der er meget vedkommende og relevant for alle, der underviser tosprogede børn og unge.
Ellen Widding
Tosprogede
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.