- om tosprogede elever på Avedøre Gymnasium og HF
Af lærere og elever på Avedøre Gymnasium og HF
Redigeret af Ole Thorup, Henrik Andreasen,
Lars Bonnevie og Agnes Witzke
Illustreret med foto af Ole Mik
72 sider, 75 kroner
Udgivet af Avedøre Gymnasium og HF
Telefon 3649 1129
Med denne velredigerede og overskuelige 'hvidbog' har lærere på Avedøre Gymnasium og HF beskrevet deres erfaringer med undervisning af tosprogede elever for at delagtiggøre andre i disse erfaringer og for at imødegå fordomme og stereotyper. Bogen giver et godt indblik i arbejdet med integration. Også lærere i folkeskolen vil her kunne hente oplysninger og inspiration.
I bogen beskrives de faktiske forhold, såvel de muligheder som de problemer, det giver at være en multietnisk skole.
Indledningsvis stilles for eksempel spørgsmål angående social og kulturel integration, angående det sproglige og faglige niveau og angående undervisningen generelt. Disse spørgsmål må nødvendigvis stilles til en multietnisk skole. Her ligger omdrejningsaksen for bogens diskussioner, som viser, at lærerkorpset udviser stor opmærksomhed og sensitivitet over for sammensætningen af elever, samtidig med at alle elever undervises på samme grundlag som i andre gymnasier. Det er ikke uproblematisk, hvilket fremgår af nogle af artiklerne. Det understreges derfor, at det er vigtigt, når forskellighed opleves som hindring, at spørge sig selv, både som elev og som lærer, om man forstår, hvad der foregår, og om man har lov at være der, som man er.
I bogens fire kapitler behandles dels udviklingen af antallet af tosprogede, af integration og det sociale liv på skolen, dels de fagligt pædagogiske udfordringer, og der peges på mulighed for fortsat udvikling.
Skolens målsætning viser klart en fælles positiv holdning til tosprogede, som også danske elever kan nyde godt af. For eksempel er et af målene at udvikle elevernes internationale forståelse og give dem mulighed for at fungere optimalt, også i sammenhænge med mennesker med anden kulturbaggrund; og et af delmålene for lærere med hensyn til undervisning af tosprogede er, at de skal skærpe deres opmærksomhed over for den enkelte elevs forståelse af ord og begreber, uanset om eleven har en dansk baggrund eller ikke.
En pointe i flere af beskrivelserne er, at problemerne hos tosprogede også findes hos danske elever. Problemer defineres som mangelfuld danskkompetence og manglende referencerammer og abstraktionsniveau. - Dog har nogle tosprogede store problemer med dansk sprog og kultur; også adfærdsproblemer nævnes. Det fremhæves, at læsefærdighed og danskkompetence er en opgave for samtlige af skolens fag, ikke kun for danskfaget.
Beskrivelserne af fagene viser, at nogle tosprogede fravælger de fag, der kræver diskussion og personlig stillingtagen, og vælger i stedet mere konkrete fag; men denne tendens er ikke entydig. Det er derimod tendensen for de tosprogede til at vælge hinandens selskab i pauser og fritid, selv om alle elever generelt er tolerante og positive over for hinanden.
Det fremgår klart af bogen, at ledelsen og lærerkorpset satser ihærdigt på at skabe så optimalt indhold og så optimale rammer som muligt på skolen, og at det er lykkedes langt hen ad vejen. For at gøre det endnu bedre diskuteres nogle forslag, blandt andet at tilbyde dansk som andetsprog i gymnasiet og på brobygningsholdene med kommunens 10.-klasser, at efteruddanne lærerne og forbedre vejledningen af tosprogede.
Ellen Widding
Tosprogede
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.