Nogle bøger bliver i læserens bevidsthed, længe efter at de er læst, fordi det indtryk, de har efterladt, er så stærkt, at det ikke lader sig ryste af. Dette er tilfældet med "To ting man aldrig kan vide".
I syv noveller lader de Neergaard læseren se gennem barnets øjne; se ting, der er grusomme, ubegribelige og hjerteskærende. Barnets hjælpeløshed, i en verden hvor livet er noget, man udsættes for, er i centrum og formidles formidabelt og yderst troværdigt.
Forfatteren er ikke bange for at tage fat om alvorlige emner som overgreb, svigt og død, der alle beskrives i et nøgternt, men medrivende sprog uden moraliseren eller konkluderen. Læseren tvinges på denne måde til selv at forholde sig til det læste og drage sine egne konklusioner.
Særlig stærkt står titelnovellen med sin skildring af, hvordan det er at være barn i en familie med et dødeligt sygt familiemedlem. Hvilke tanker, følelser og konsekvenser dette afføder hos barnet, der følger sygdomsforløbet fra sidelinjen; hverken inkluderet eller ekskluderet, men forstående meget mere, end de voksne aner eller har overskud til at håndtere.
Teksterne ledsages af Els Cools smukke og stemningsbetonede illustrationer, der kompletterer novellernes forstemte følelsesunivers og alvor eminent.
Bogen henvender sig til de ældste elever i udskolingen. Teksterne vil med deres relevante temaer være særdeles velegnede i undervisningsøjemed, hvor de uden tvivl kan danne baggrund for yderligere samtale og diskussion.
To ting man aldrig kan vide
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.