"Aage Carlsen har været utrolig stærk i hele forløbet. Han har været med på, at det ikke blot var en personsag, men en principsag for Danmarks Lærerforening at få kommunen til at trække opsigelsen af ham tilbage. Det er lykkedes. Men han har ikke længere lyst til at arbejde for Vordingborg Kommune. Derfor har vi sikret os, at han får gode vilkår at trække sig tilbage på", siger Anni Herfort, formand for DLF.
Vordingborg Kommune og DLF har indgået et forlig, som betyder, at Aage Carlsen får fuld løn de næste seks måneder, men at han ikke skal møde på arbejde på Svend Gønge-Skolen. Så fylder han 60 år, går på pension og får forhøjet sin pension med fire ekstra år, så han når op på den maximale 37 års pensionsalder. Det koster kommunen 200.000 kroner.
Derudover skal kommunen betale 105.000 kroner for at få kapitaliseret fradraget for førtidspension. Oven i købet skal kommunen betale 150.000 kroner til Aage Carlsen i godtgørelse for selve fratrædelsen. Alt i alt beløber det sig til 450.000 kroner.
"Forliget koster os cirka 160.000 kroner mere, end vi havde regnet med", vurderede borgmester Bent Pedersen på et pressemøde i dag.
Anni Herfort mener, at forliget reelt koster kommunen 1,2 millioner kroner. Ud over de 450.000 kroner, som parterne har forhandlet sig frem til, skal kommunen betale Aage Carlsen 693.000 kroner i tjenestemandspension, indtil staten tager over. Dertil kommer den løn, Aage Carlsen har fået, siden han blev fritaget for tjeneste 1. februar i år.
"Det vigtigste for os har været, at kommunen trak opsigelsen tilbage, for man kan ikke tillade sig at fyre en tillidsrepræsentant. Det forsøgte Vordingborg Kommune, men det koster den dyre lærepenge", konstaterer Anni Herfort.
Vordingborg Kommune har indgået forliget for at få sagen stoppet.
"Nu skal vi videre, og jeg regner med, at skolefreden er genoprettet fra i dag", sagde borgmesteren.
På pressemødet afviste han på et direkte spørgsmål fra Folkeskolen, at forliget vil få konsekvenser for andre i kommunen, for eksempel for børne- og kulturchef Klaus Michael Jensen. Men han udelukkede det heller ikke.
"Det kan jeg ikke se, det gør. Men nu sætter vi den planlagte undersøgelse af skolevæsenet igang, for vi har erkendt, at der er nogle problemer på skoleområdet. Det viser sagen fra Svend Gønge-skolen", sagde Bent Pedersen.
Tillidsmand Aage Carlsen bliver ikke fyret
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.