"Test skal kunne tages af handicappede elever, så de bliver testet for deres faglige kunnen og ikke for deres funktionsnedsættelse. Men på dette punkt dumper testene med et brag. For eksempel kan blinde elever ikke gennemføre testene, fordi de enten ikke kan se spørgsmålene, eller fordi de ikke kan anvende en mus", skriver Center for Ligebehandling af Handicappede, CLH, i sin årsberetning for 2007.
CLH beklager, at Undervisningsministeriet helt bevidst undlod at afprøve testene i forhold til elever med funktionsnedsættelser.
"Man har endvidere undladt at afprøve, hvordan testene rent praktisk spiller sammen med de hjælpemidler, eleverne anvender. Det er skuffende, når man tænker på, at både handicaporganisationerne og centret meget tidligt i processen gjorde opmærksom på problemerne i forhold til elever med funktionsnedsættelser", skriver CLH.
Centrets anbefalinger til afprøvningen
De generelle tekniske problemer fik i slutningen af januar undervisningsminister Bertel Haarder (V) til at aflyse de nationale test i dette skoleår for at få tid til at afprøve og udvikle dem. Ministeriet har fortalt CLH, at man også vil se på tilgængeligheden for elever med funktionsnedsættelser.
CLH anbefaler:
. At Undervisningsministeriet skal sikre, at de leverandører, som udvikler og programmerer testene, rent faktisk leverer et produkt, som er tilgængeligt for elever med funktionsnedsættelser
. At tilgængelighedsproblemerne skal løses i forhold til alle handicapgrupper
. At der bør være fokus på folkeskolerne, så der bliver skabt en praksis, der sikrer, at elever med funktionsnedsættelser rent faktisk får mulighed for at gennemføre testene.
"Skal vi sikre ligebehandling i folkeskolen, er det vigtigt, at elever med funktionsnedsættelser får mulighed for at gennemføre de obligatoriske test på lige fod med andre elever. Og det har selvfølgelig som sin første og væsentligste forudsætning, at de får den nødvendige undervisning for at kunne gennemføre testene", hedder det i årsberetningen.
Alle skal så vidt muligt testes
Kun i ganske særlige tilfælde, hvor det ikke giver nogen mening, at en elev gennemfører test, bør der kunne gives dispensation.
"Det må ikke være praktiske forhold på skolen, der betyder, at elever med funktionsnedsættelser ikke testes. Ej heller må det være den generelle holdning, at alle elever med funktionsnedsættelser bare kan fritages for test. Praksis bør være i overensstemmelse med lovgivningen, så elever med funktionsnedsættelser som udgangspunkt testes", mener CLH og peger på, at handicappede er dårligere uddannet end befolkningen som helhed.
"Det er ikke blot et menneskeligt, men også et resursemæssigt og fagligt problem, som alle må tage alvorligt. De unge bliver ikke alene afskåret fra at fortsætte i uddannelsessystemet, men risikerer også at komme sidst i køen til en plads på arbejdsmarkedet. Da folkeskolen er grundlæggende for ens videre karriere i arbejds- og samfundslivet, er det afgørende, at unge med funktionsnedsættelser får fodfæste allerede i folkeskolen".
Læs hele årsbertningen via linket til højre for artiklen.
Tilgængeligheden til nationale test dumper med et brag
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.