Den 23. februar fik vi den meddelelse, vi havde frygtet. Vores kære kollega Thomas Duedahl Iversen måtte opgive kampen mod kræften. Thomas blev 34 år den 17. februar.
Vi på Gårslev Skole i Børkop er meget taknemmelige for, at vi lærte Thomas at kende.
Vi kom til at kende ham som en person med rigtig mange interesser. Han underviste i musik, sløjd, idræt, natur/teknik og dansk. Han blev særdeles populær som klasselærer, både hos børn og forældre.
Thomas ville gerne være med, hvor der skete noget, og han dyrkede en del sport, blandt andet kampsport. For få dage siden fik vi at vide, at han stadig optimistisk håbede, at han ville få mulighed for at komme ud til os på et kort besøg. Det nåede han desværre ikke.
Vores tanker går til familien, som må føle et stort og ubærligt tab.
Vi har alle mange gode minder om Thomas, og vi føler os utroligt heldige med, at vi lærte ham at kende.
Æret være Thomas' minde.
På vegne af ledelse og kolleger på Gårslev Skole i Børkop:
Lissi Hauser og Jørgen Markussen
Thomas Duedahl Iversen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.