Teaterforestillingen Peer Gynt på Det Kongelige Teater

Og der står han så, den dejlige og strunke Peer Gynt! Erobre verden vil han med sin charme, sit vid og sit entusiastiske hjerte. I skikkelse af Nikolai Lie Kaas er Peer Gynt en både rørende, charmerende og meget vittig karakter.

Kaas er ganske enkelt fænomenal som Ibsens antihelt. Ubesværet styrter han rundt på scenen, i de fire en halv time forestillingen varer. Og versefødderne tumler ud af munden på ham så let og elegant, at man skulle tro, han citerede en pixibog! Utroligt at han kan.

For Ibsens epos om den unge Gynt, der vil være kejser og ride over himlen, er ikke sådan at bide skeer med, især fordi sympatien henholdsvis blæser i og imod hans retning. Vi holder af ham, når han kurtiserer den lyse Solveig eller skælmsk driller sin mor. Men har lyst til at irettesætte ham, når han lader de mennesker, der holder af ham, i stikken og på paradoksal vis flygter fra både dem og sig selv i jagten på . . . netop at finde sig selv.

Og det er denne modsætningsfyldte jagt, som bærer stykkets dramaturgiske og tematiske konstruktion.

Ibsens pointe med 'Peer Gynt' er at 'finde og blive sig selv'. Det gør man i hvert fald ikke uden for sig selv eller ved at svigte de mennesker, der oprigtig talt elsker én - sådan som Solveig for eksempel gør det. Det er godt at være sig selv, men skidt at være sig selv nok, synes Ibsen igen og igen at understrege, ikke kun i 'Peer Gynt', men i alle sine dramaer.

'Peer Gynt' er viis dramatik og mere end fængende, når hovedpersonen spilles af Nikolai Lie Kaas. Desværre spiller hverken scenografi eller særlig mange af de andre roller rigtig op til ham. Kun Sonja Richter, som Solveig, synes hans ligemand både i selve stykket og også rent skuespilmæssigt. Trods den svage iscenesættelse vil jeg dog alligevel på det kraftigste anbefale, at man går ind og ser forestillingen. Og ønsker man at introducere de ældre elever for dramatik i verdensklasse, så er 'Peer Gynt' på Det Kongelige et både modigt og godt sted at starte!