- nye spil og øvelser til træning og kamp
Af Keith Johnstone
271 sider, 288 kroner
Forlaget Drama
Bogen er skrevet af en af improvisationsteatrets hovedkræfter, Keith Johnstone. Han er uddannet i England og har undervisningserfaring fra det meste af Europa - blandt andet som gæstelærer på Statens Teaterskole i 15 år. Han er kunstnerisk leder for Loose Moose Theatre Company, som han i bogen ofte refererer til.
Bogen beskriver filosofien bag teatersport og improvisation. Derudover er den spækket med idéer til små og større øvelser og spil. Der er forslag til, hvordan man kommer videre i dødvande, hvordan man slår en historie ihjel og sågar lister over, hvordan man spiller høj- og lavstatusroller, bliver selskabets midtpunkt eller flirter og forfører!
En sådan bog bør efter min mening kunne anvendes som opslagsbog, og forfatteren har da også forsøgt at gøre indholdet overskueligt med afsnitsinddeling, fede typer til vigtige spil og almindelige typer til ubetydelige eller uanvendelige spil! (Personlig ville jeg nok have udeladt disse, hvis min erfaring sagde mig, at de skabte mere kaos end spil, som han visse steder skriver.) Alligevel virker bogen lidt komprimeret og usystematisk, og den kræver nok et vist kendskab, før den kan bruges til frikvartersplanlægning!
Men - der foræres stribevis af idéer til dramatimerne, og Keith Johnstone 'ser' menneskelige relationer i en grad, så bogen, ud over at være teaterrelevant, er en fin psykologibog - kropssproget afslører os mere, end vi aner!
Ellen Randi Larsen
Teater/Drama
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.