Fonologisk gætteleg
Af Freddy Bang
Spil med 26 spilleplader og 208 kort
781,25 kroner
Special-Pædagogisk Forlag
Her er et virkelig godt materiale til arbejdet med fonologi og begreber. Materialet er udformet som et spil med 208 kort inddelt efter de fonemer, børn har vanskeligst ved at udtale: /g/, /gr/, /k/, /kr/, /s/, /sb/, /sd/ og /sg/. Hver lydgruppe har en farvemarkering.
Hvert kort består af en tegning i farver med fem udsagn, der går fra det generelle til det mere specifikke. Under billedet af en græshoppe står der for eksempel: 'Det er et insekt. Den har vinger. Den lever i græsset. Den har lange ben. Den kan hoppe meget langt.'
Spillet kan spilles på mange måder blandt andet som billedlotteri. Både lærer og elever kan være den, der beskriver billederne.
Jeg har med stor succes afprøvet spillet blandt en gruppe børn med udtaleproblemer. De havde svært ved at udtale ordene korrekt, men deres sprogforståelse og ordmobiliseringsevne var god, så de oplevede, at de fik succes med spillet. Med en tosproget elev var det ikke udtalen, der var et problem, men det at få sat det rigtige ord på et givet begreb.
Spillet er organiseret ud fra lydgrupper. Man kunne også lave et tilsvarende spil ud fra emneområder, hvor arbejdet med sammenhørende ord og begreber var i centrum. Det ville optimere arbejdet med begreber.
Tegningerne er enkle og tydelige. Det er ikke angivet, hvem der har illustreret. Spillet opbevares i en solid fiberkasse.
Spillet anbefales til målgrupperne.
Tove Kettner Heiberg
Taleundervisning, Tosprogede
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.