Omkring 80 procent af lærerne integrerer IT i deres undervisning og har en solid viden om teknologiens muligheder. Og gamle tiders maskinstormere, der hverken kunne se det fornuftige eller berigende i at bruge computere som pædagogisk redskab, er stort set forsvundet fra lærerværelserne.
Så positivt har lærernes holdning til IT udviklet sig, hvis man spørger Karl Erik Andersen, der er centerchef på Center for Informatik under Københavns Kommune. Og han stiller sig dermed totalt afvisende overfor konklusionerne i den netop offentliggjorte undersøgelse fra Danmarks Pædagogiske Universitet, (DPU) som blev omtalt her på siden tidligere på ugen.
Undersøgelsen, som byggede på knap 1400 læreres spørgeskema-besvarelser, påviste at knap tre ud af fire lærere føler, at de mangler kvalifikationer til at integrere IT i undervisningen, at de forholder sig tøvende overfor den ny teknologi, både som personligt og pædagogisk redskab og at de fra centralt sted mangler nogle retningslinjer for, hvad IT-undervisningen i folkeskolen skal omfatte.
Karl Erik Andersen mener, at forskerne fra DPU bygger deres konklusioner på for gamle tal.
De 1400 lærere, der medvirkede i undersøgelsen, blev spurgt i forbindelse med afholdelsen af
en række IT-kurser her i Københavns Kommune for næsten fire år siden. Verden har ændret sig voldsomt siden, også blandt lærere, konstaterer Karl Erik Andersen.
Hans egne tal stammer fra en rapport, som Center for Informatik offentliggjorde i april måned og som beror på erfaringer fra 55 folkeskoler i hovedstadsområdet. Tallene fra den undersøgelse er indsamlet i løbet af 1999, og dermed et par år friskere end DPU-forskernes.
Den store IT-satsning, som blev startet i 1997 her i København, har gjort en kæmpe forskel for
lærerne, og den tendens, vi kan aflæse her, aflæser man også ude omkring i landet, siger Karl Erik Andersen.
Er man pædagogisk stærk, er IT en helt naturligt integreret del af ens undervisning. Der findes
fortsat en mindre gruppe på omkring 20 procent, som føler sig usikre på brugen af IT og godt kunne tænke sig mere vejledning og flere kurser. Men ingen er længere fuldstændigt afvisende.
Karl Erik Andersen undrer sig også over, at DPU efterlyser mindre diffuse udmeldinger fra centralt sted vedrørende indholdet af IT-undervisningen.
"Undervisningsministeriet er i færd med at udgive en række publikationer med klare mål for samtlige fag i folkeskolen, hvilke forventninger der stilles og hvad eleverne skal kunne på de forskellige klassetrin, også hvad IT angår. Jeg mener, hvor klart kan det egentlig formuleres?" spørger centerchefen.
Tal om læreres IT-skræk er forældede
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.