Tænketanken Sophia har i et notat gennemgået Tv2-programmet 'Skolen' og sætter spørgsmålstegn ved metodens kvalitet.
"Læringsstil-metoden kan kun bruges på primitivt stof, og det medfører, at det bliver til en form for moderne terperi. Så snart man skal undervise i mere komplekst stof, så er stoffet automatisk koblet på et mere abstrakt element, nemlig sproget. Du kan ikke 'røre' og 'gøre' dig til noget abstrakt. Abstrakte begreber kan kun læres via sproget", forklarer Per Kjeldsen, som står bag notatet sammen med Erik Schmidt og Anders Skriver.
De tre mener, at læringsstilmetoden lægger op til en yderst problematisk form for kategorisering af den enkelte elev. Per Kjeldsen peger på et eksempel i udsendelserne, hvor en dreng siger, at han ikke kan lære noget, når han bare sidder oppe ved tavlen, fordi han er et 'gøre-barn'. At være 'røre-barn' eller 'gøre-barn' er stigmatiserende for selvopfattelsen og giver derfor en utilstrækkelig læring, særligt på længere sigt.
De frygter desuden, at det kan betyde, at børn med problemer bliver overset.
"De børn, der bliver trukket frem i udsendelserne fremstilles som skoletrætte og uengagerede, men man vurderer ikke, hvad baggrunden er. Uanset hvilket barn, det er, så vil de vil de blive bedre i perioden, når der står en fotograf og en fokuseret voksen. Men det kan være på trods af andre problemer end de læringsmæssige, som læreren og eleven så står tilbage med senere. Det er uetisk", siger Per Kjeldsen til folkeskolen.dk.
Uvidenskabelige målinger
På de 100 dage, som programmet 'Skolen' foregår i, flytter Gauerslundskolens elever sig fra en meget dårlig placering på Cepos-listen til en rigtig god placering - de rykker 1000 pladser. Men Sophia stiller sig meget tvivlende over for, at det skulle være udtryk for, at metoden er en succes.
Cepos-listen er tidligere blevet kritiseret for, ikke at fortælle noget om skoler kvalitet, fordi skolerne hopper og af ned af listen fra år til år. Dermed kunne Gauerslund sagtens have flyttet sig på listen, uden Tv2's indblanding, mener Sophia.
"Det er også et problem, at man blander henvisninger til
denne liste sammen med resultater fra lokalt udformede før- og eftertests", lyder kritikken.
Sophia har desuden kontaktet professor ved DPU, Peter Allrup for at få hans vurdering af projektets videnskabelighed.
"Der er ikke tale om et pædagogisk forsøg, der lever op til minimumskravene for videnskabelige forsøg", siger Peter Allerup. Han peger på, at forsøget ikke kører med en klart defineret kontrolgruppe, hvilket gør det svært at måle, hvor meget eleverne har flyttet sig på grund af indsatsen. 100 dage er ikke en lang nok periode. Og før- og eftertestene er ikke gode nok til at måle effekten.
"Sådanne tests kan man forbedre standpunkter på ret let ved at opildne eleverne til at tro, at det, det gælder om, er at blive nummer et i verden. Effekten de 'måler' kommer derfor til at bestå af næsten ren placebo - altså den som flytter kontrolgruppe-patienter i de medicinske forsøg!".
Tænketank: 'Skolen's brug af læringsstile er problematisk
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.