Svenskheden vælter ud af skabet

Den politiske korrekthed stryger en om næsen, når man læser i den svenske børnebog "Min bror hedder Noa". Den otteårige Saga har en teenagebror, der er nynazist, en far, der bor i Finland og ikke har tid til familien, en hårdt arbejdende mor, der er jordemor og ikke altid er hjemme om aftenen. Og så har hun selvfølgelig en veninde af anden etnisk herkomst med en stor familie og en bedstemor, der er tyk, og som laver meget mad, der smager godt.

Kontraster og klicheer står i kø, og hvis det ikke var for det gode sprog og den gode indlevelsesevne, så ville jeg have troet, at jeg læste en socialrealistisk bog fra 1970'erne, hvor god litteratur var det samme som at sætte problemer under debat. Heldigvis har bogen nogle litterære kvaliteter, gode illustrationer og et børnesyn, der gør, at jeg trods alt gerne vil anbefale bogen som frilæsning til børn i indskolingen.

Bogens underliggende holdning er, at det er samfundets skyld, at Sagas storebror ikke længere vil spille fodbold, ikke gider tale med sin far over Skype og ikke vil rette sig efter sin mors kæreste. Men det er trods alt et fint træk, at man får forklaret et komplekst problem i øjenhøjde med en lille pige. Det er hendes følelser, og det er hendes undren, og vi får ikke flere forklaringer end dem, den otteårige får, og som hun kan forstå. Samtidig får man et indblik i, hvad det som lille vil sige at have en teenagebror i identifikationsproblemer. Så det er måske derfor, historien udspiller sig uden de helt store nuanceringer.

Det er ikke Astrid Lindgren, men det er heller ikke dårligt. Det er tydeligt, at bogen er skrevet af en dygtig og erfaren forfatter, og så må læseren bære over med, at den politisk korrekte dagsorden er anderledes i Sverige, end den er i Danmark.