- et langt liv i anoreksiens verden
Af Lone Møss
200 sider, 250 kroner
Dansk Psykologisk Forlag
Bogen er forfatterens beretning om sit liv, siden hun blev indlagt som tolvårig med livstruende anoreksi. Først da hun er i fyrrerne, får hun for alvor vilje til at ville bekæmpe sin psykiske sygdom, og bogen er hendes erindring om årsager og hårrejsende helbredelsesmetoder. Hun læser og gengiver sine gamle journaler og taler med nogle af de folk, der behandlede hende. Men læseren får kun hendes version, som er ren gyser: en fortravlet og følelseslukket mor, årelange indespærringer uden kontakt til familie og veninder, læger, der tilsyneladende aldrig taler med hende, men kun kontrollerer vægt, sygelig selvoptagethed, som gang på gang ender i selvdestruktion. Og så møder hun endelig frelseren Stig - ren Jesus - der som kropsterapeut får hende til at turde være lidt god ved sig selv.
Lone Møss er formand for Anoreksiforeningen, og bogen er udgivet som led i foreningens kampagne for at gøre opmærksom på spiseforstyrrelser. Et efterord af Tove Hvid citerer Sundhedsstyrelsen for at mene, at alle danske kvinder mellem 14 og 24 år er i risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse. Da beretningen om den fjerne og følelsesfattige mor er Lone Møss' eneste forklaring på den sygelige spiselede, vil læseren let slutte sig til, at en tredjedel af alle unge kvinder har forkerte mødre, der mishandler deres pigebørn. Det passer ikke. Årsager og tal skal nuanceres meget, hvis personlige sygehistorier skal bruges som kilder i for eksempel de store pigers projektarbejder. Bogen er ikke anvendelig som kilde til et skolearbejde.
Annette Westrup
Sundhedsundervisning
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.