- Den lette vej til rygestop
Af Jan Geurtz
166 sider, 98 kroner
Gyldendal
En bog, som er oversat fra hollandsk og af oversætteren fremsendt til anmeldelse i det håb, at den ville kunne anvendes til undervisningen i 6.-7. klasse. Det egner den sig ikke til og var derfor lagt på hylden 'anmeldes ikke'. To forhold har i mellemtiden ændret forudsætningerne: Sundhedsministerens forsæt om at forbyde rygning på skolerne og en rygeforskers bud på, at vi i undervisningen i stedet for at søge at påvirke de unge til aldrig at begynde snarere burde satse på at få dem til at holde op. De er jo ikke uvidende om farerne og andre ulemper såsom prisen, men vælger helt bevidst at ryge. I debatten savner jeg derfor også det forhold, at nogle unge vælger at ryge ikke på trods, men på grund af faren - som nogle vælger elastikspring og bjergklatring.
Forfatteren er selv ikke-ryger efter 25 års heftig rygning, også af hash. Han stiller i udsigt, at man vil kunne kvitte smøgerne fra sekund til sekund, uden at det gør ondt, uden besvær, erstatninger, plastre, tyggegummi, angst og lyst til at ryge igen. Bogen er skrevet som mange andre livsstilsbøger ('Hvordan du får succes uden at røre en finger' ) i en enkel, på- og indtrængende, overtalende stil. På den måde gennemgås grundigt og med talrige trættende gentagelser mange forhold ved rygning.
Der argumenteres mod påståede fordele, ulemperne fremhæves. På den måde søger bogen at få den ryger, som er motiveret for at stoppe, til at suggerere sig selv til at gøre sig fri af rygeslavetilværelsen. I nogle tilfælde vendes gammelkendte myter helt på hovedet, for eksempel at rygning virker opkvikkende, fremmer koncentration og kreativitet. Det skyldes, hævder forfatteren, kun, at rygeren i forvejen er på et af rygningen fremkaldt lavt niveau, og at det er sådanne faktorer, som skaber afhængigheden. Det virker sandsynligt og overbevisende på en omvendt ryger.
I min barndom hørte det til overgangsriten, konfirmationen, at man nærmest skulle begynde at ryge, og da jeg var ung lærer, var luften på lærerværelset tyk som ærtesuppe af røg. De få, som ikke kunne tåle mosten, måtte søge andre steder hen. Så sig ikke, at det ikke er blevet bedre. I bogen kan plukkes nogle gode argumenter for at holde op (eller ikke begynde), som vil kunne bruges i en undervisning. Og er man sel(v)skabsryger eller storryger, vil bogens anvisninger måske kunne bruges ved et eventuelt kommende forbud.
Hans Erik Berthelsen
Sundhed
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.