Jeg er absolut ikke rustet til at undervise i edb og vil faktisk prøve at undgå det så længe som muligt
Et par timer en eftermiddag i et enkelt semester er substansen i den edb-undervisning, som Holbæk Seminarium kan tilbyde eleverne.
Ingen klasseværelser rummer en edb-maskine, og indtil for cirka et år siden var alle pc'erne låst forsvarligt inde i et edb-rum, så de lærerstuderende ikke havde adgang til dem mellem timerne.
Seminariets 550 elever må deles om cirka 20 pc'er. Undervisningsmodulet i informatik drejer sig om, hvordan man tænder og slukker for edb-maskinen, hvordan den er opbygget, og rummer desuden en elementær indføring i tekstbehandling og regneark.
Men edb integreres ikke i de øvrige fag. Undervisningen på området er helt uforsvarlig, mener Kirsten Egholm, Mai-Britt Brandt og Lars Nielsen, der alle er elever på Holbæk Seminarium.
- Vi får slet ikke nok IT-undervisning (informationsteknologi), for lærerne kan ikke selv finde ud af teknologien, siger Mai-Britt Brandt.
Indtil for et par år siden var edb-kurset ikke engang obligatorisk. De studerende kunne forlade seminariet uden overhovedet at have tændt for en computer.
I dag betyder niveauforskellene mellem eleverne, at de i starten af edb-modulet bliver bedt om at krydse af, hvilket edb-niveau de befinder sig på.
Det har resulteret i, at Lars Nielsen i øjeblikket slet ikke modtager edb-undervisning. Han har i sin fritid lært sig selv lidt om edb. Derfor kan seminariet ikke fortælle ham noget, han ikke ved, siger han.
- Man kan ikke ligefrem tale om differentieret undervisning. Jeg får kun edb-undervisning i semestrets sidste fire-seks timer, som er obligatoriske. Her håber jeg da, at jeg får noget nyt at vide. Men man kan godt undre sig over, at der hele tiden bliver snakket om folkeskolelærernes manglende IT-uddannelse og ikke en lyd om de lærerstuderendes, siger han.
Som dreng tilhørte han Commodore-generationen og har også i sin fritid taget et par dos-kurser. Siden har han blandt andet arbejdet med layoutprogrammet Microsoft Publisher. Vidensmæssigt ligger han i dag langt over størsteparten af seminariets lærerkræfter.
- Når man en gang imellem spørger, om ikke vi kan integrere et edb-program i undervisningen, bliver der straks sagt: Åh jo, en vældig god ide, kan du ikke overtage det . . .
Mai-Britt Brandt: Kun to-tre lærere på lærerkollegiet ved noget om edb. Det, som jeg selv ved, har jeg først og fremmest lært, da jeg sidste år købte en computer. Jeg kender nu til tekstbehandling og har ingen frygt for maskinen, som jeg havde engang. Jeg har også mod på at arbejde videre med edb i undervisningen. Men jeg har ikke fået noget grundlag for at gøre det.
Også Kirsten Egholm har måttet ty til hjemmefronten for at få styr på teknologien.
- Det, jeg ved om tekstbehandling, har jeg lært af min 15-årige datter. Timerne her gjorde mig bare forvirret. Jeg mødte troligt op i håb om at lære noget. Men jeg synes, at det var spild af tid, siger hun.
- Ja, det siger lidt om niveauet af undervisningen, tilføjer Lars Nielsen.
Til sommer skal Kirsten Egholm og Mai-Britt Brandt i arbejde som lærere og ifølge folkeskoleloven integrere edb i alle obligatoriske fag. Men det er fuldkommen urealistisk, erkender de.
- Jeg er absolut ikke rustet til at undervise i edb og vil faktisk prøve at undgå det så længe som muligt, siger Kirsten Egholm, der blandt andet har billedkunst som liniefag.
Mai-Britt Brandt har på sit liniefag samfundsfag overhovedet ikke stiftet bekendtskab med undervisningssoftware til faget eller lært om for eksempel Internettet.
Hun vil nu bruge noget af sin fritid på at øge sin edb-kompetence. Det burde også seminarielærerne og de færdiguddannede lærere være indstillet på, mener hun.
- Men lærerne er blevet meget låst fast i, at ingenting må gå ud over deres fritid. De har bevæget sig væk fra en selvstændig livsform, hvor man lærer noget også for sin egen skyld. Men jeg ved jo ikke, hvordan jeg selv vil reagere, når jeg bliver fastansat, siger hun.
Lars Nielsen forventer, at eleverne især på de større klassetrin ved mere end ham, når han er færdiguddannet om to år. Også selvom han aktivt forsøger at udnytte de nye teknologiske muligheder på seminariet.
Blandt andet har han eksperimenteret en del med at hente materiale på Internettet til sit liniefag engelsk. Han opfordrer sine medstuderende til at bruge de nye muligheder for at indsamle information. Men det er svært, for mange af de studerende lider af teknologiangst, siger han.
Lars Nielsen var også en del af protestkoret, der for et år siden fik åbnet edb-lokalet for de studerende, så de nu har mulighed for at bruge det for eksempel i spisepausen. Her slår kønsforskellene igennem og bliver tydelige.
- Det er mest drengene, der bruger pc'erne. Pigerne oplever teknikken som spild af tid. De vil hellere snakke om følelser. Men det er nok kun et generationsspørgsmål, siger han.
Ingen af de tre lærerstuderende forventer, at der vil blive spurgt særlig meget til deres IT-kvalifikationer, når de skal ud at søge job. Erfaringer i praktikperioden har vist dem, at de fastansatte lærere også er meget famlende på området.
Mai-Britt Brandt har været ude for, at skolens edb-maskiner blev låst inde og dårligt brugt med den begrundelse, at de ellers blev stjålet.
Men det bliver heller ikke fra de nye lærere, at lærerværelserne skal hente ny inspiration til at få sat edb-integrationen i gang.
- Nej, for vi har ingen ordentlig faglig ballast. Undervisningen i edb har været en tynd kop te. Vi er slet ikke kompetente til at fungere som rådgivere eller vejledere for vores kolleger på det område, siger Lars Nielsen.
Helle Baagø er freelancejournalist.
Det, jeg ved om tekstbehandling, har jeg lært af min 15-årige datter
Studerende mangler IT
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.