"Læsning er ikke en færdighed, men en kompetence på tværs af fag. Og at kunne læse er ikke det samme som at kunne forstå", fortalte Merete Brudholm i sit oplæg på Vartov, hvor Danmarks Lærerforening havde sat faglig læsning på dagsordenen.
Merete Brudholm lagde vægt på, at læsekompetence er noget, som skal udvikles gennem hele skoleforløbet, og derfor er det vigtigt at dansklæreren, læsevejlederen og faglærerne arbejder sammen om det, så alle kan holde gejsten oppe. Samtidig er det vigtigt, at læreren gør sig overvejelser omkring sit undervisningsmateriale.
"Jeg plejer at sige til mine elever på læreruddannelsen, at hvis læreren ikke selv ved, hvorfor noget skal læses, så spring det over", sagde Merete Brudholm.
Kræver politisk opbakning
Blandt deltagerne var både læsevejledere og -konsulenter, skoleledere, kredsformænd og skolechefer. Og der var stor velvilje til at arbejde målrettet med faglig læsning i kommunerne. Samtidig var der bred enighed om, at projektet kræver politisk bevidsthed og opbakning, og at der er brug for nogle konkrete redskaber til at udvikle elevernes faglige læsning.
Dorte Wilms Foss Nielsen er læsevejleder på Hummeltofteskolen i Lyngby-Taarbæk. Hun er glad for DLF's initiativ.
"Det er positivt for os, som arbejder med det, at læsning bliver sat på dagsordenen. Og så er det givtigt at høre, hvor langt andre er i processen", siger hun.
Også formanden for skolelederne i Rudersdal Kommune, Ole Stavngaard, er positiv:
"Det er et godt projekt, for læsning er fantastisk væsentlig for læring. Det kræver måske en kulturændring, men jeg tror viljen er stor blandt faglærerne, hvis vi bare informerer dem grundigt."
Stor opbakning til DLFs læseløft
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.