"Danske familier kan i gennemsnit spare 10.000 kroner om året ved at undgå madspild" står der bag på bogen med det dejlige budskab "Stop spild af mad". En kogebog med mere, der indeholder opskrifter, idéer og metoder til at få brugt maden frem for at smide den ud.
Der er opskrifter på forretter, hovedretter og desserter, fra porresuppe til spicy thaifiskedeller og bread and butter pudding. Ved hver opskrift oplyses, hvilken rest du kan bruge, og det giver et godt overblik, ligesom der også er udarbejdet et reste-register, som gør det nemt at finde opskrifter til den rest, man har.
Der er gode råd i form af hjælp til planlægning, og der gives eksempler på, hvor meget af en råvare man bør beregne til en voksen, så man ikke køber for meget ind. Der er fokus på køkkenflow og madflow. Køkkenflow, hvor det handler om at bruge rester af det, der allerede er tilberedt, sammen med nye råvarer, og madflow, hvor det handler om at lære at lave mad, så gryderne kan holdes i gang.
"Stop spild af mad" kan gavne både økonomien, klimaet og miljøet. Den udtrykker holdninger, også til debatten om fødevaremangel. "En tredjdel af verdens samlede fødevareforsyning kunne spares ved at reducere madspild - eller nok til at brødføde tre milliarder mennesker".
En kogebog med holdning, der giver mulighed for handling. Den er velegnet til forbrugere, der gerne vil vide mere om og have idéer til, hvordan man stopper spild af mad.
Stop spild af mad
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.