Stjernedråberne

Intet mørke uden lys! Modsætninger lines op i dette sidste bind af den forrygende trilogi, der først og sidst handler om at redde de udryddelsestruede hegnstrolde, hvis sidst kendte opholdssted er i et pilekrat af særlig art, der så vidt vides kun findes i omegnen af den engelske landsby Compton Bassett. Men de meget menneskelignende væsener holdes især i live af nogle særlige krystaller, der naturligvis efterstræbes af folk og gespenster, der vil bruge deres kraft til at modvirke det gode i verden.

Sådan holdes alting i balance, men naturligvis sejrer det hovedsageligt gode til sidst. Undervejs har vi været omkring en længere række af de syv have med fokus på hovedpersonen, Henri på 13 år, der nok er forældreløs skibsdreng, men bestemt ikke uden aner, der stadig viser sig magtfulde, når det gælder.

Den dramatiske slutning er skrevet med tydelig reverens til såvel "Skatteøen" som "Den flyvende hollænder" tilsat nogle solide stænk af den uopslidelige tempelridderlegende samt et sværd, vi vist engang har mødt under dæknavnene Skræp eller Excalibur. Men det hele er fermt skruet sammen med forfatterens imponerende overblik - historien har strakt sig over tre murstensbind. Til gengæld kan det undervejs knibe lidt med læserens overblik over et persongalleri af en størrelsesorden, som hverken Tolstoj eller Marquez ville have været flove over at slippe løs. Heldigvis er der bag i dette sidste bind en gedigen oversigt over afgørende begivenheder samt alle de medvirkende, som man godt kan orientere sig i, uden at spændingen i handlingen bliver afsløret.

Det onde blev endnu en gang neutraliseret af det gode, de røde krystallers magt er brudt, men verden er stadig fuld af modsætninger. Også af den mystiske slags, som Henri har fundet i den jævnaldrende kineserpige Ting-Tings øjne.

Illustrationerne er som i de tidligere bind fortrinlige. Læs og nyd! Og ryk tilbage til bind et, hvis du skulle have glemt, hvorledes det hele startede.