Stinus Nielsens erindringer

Et velvalgt sted at begynde med organisationshistorien

Igennem en menneskealder var Stinus Nielsen et med Danmarks Lærerforening.

Det var turbulente år fra 1930'ernes lærerarbejdsløshed over krigsårenes besværligheder til det moderne, professionaliserede samfund for alvor tog fart i 1950'erne og 1960'erne. Stinus Nielsen var formand fra 1956 til 1972 og virkede derefter i en årrække i Lærerstandens Brandforsikring, indtil han i 1988 lod sig pensionere.

Stinus Nielsen voksede op i egnen omkring Lemvig, mens hans ungdomsår blev tilbragt i Nordsjælland. Vejen til lærergerningen var snørklet og utraditionel og afspejler et samfund, hvor kloge hoveder kunne findes de mest overraskende steder. Stinus Nielsen blev lærer fra Vordingborg Seminarium, hvor han gjorde sine første organisatoriske erfaringer, som formand for elevrådet - og mødte sin senere hustru.

Den videre vej ind i det organisatoriske arbejde var måske heller ikke helt efter bogen. I 1927 blev Stinus valgt ind i vikarkredsens styrelse. Det var en kreds, der før Stinus Nielsen dukkede op, havde levet en hensygnende tilværelse. Fire år senere fik vikarerne en observatør i hovedstyrelsen. Det blev Stinus Nielsen, og året efter blev han ordinært medlem af Lærerforeningen og især de organisatoriske og forhandlingsmæssige opgaver kom herefter til at fylde hans liv. Ud fra en tro på, at de faglige organisationer bør tjene græsrødderne, opbyggedes gradvist en stor professionel organisation med en fast stab og lærerrepræsentanter, frikøbt fra andet arbejde. Der er langt fra de to kakkelovnsfyrede lokaler, som udgjorde foreningens domicil i midten af 50'erne til komplekset af nyrestaurerede ildebrandshuse omkring Vandkunsten.

Stinus Nielsen var kendt for en legendarisk hukommelse, og erindringerne vidner herom. Det vrimler med personer og begivenheder, som en moderne læser kan have svært ved at finde rundt i. Fortællestilen er kølig, grænsende til det upersonlige. Men man får dog en klar fornemmelse af, at nogle begivenheder har ligget fortælleren mere på sinde end andre. Stinus Nielsen går således i rette med historieforskningens udlægning af skoleforliget i 1958, ligesom hans beretning om udrensningerne blandt Lærerforeningens medlemmer efter Anden Verdenskrig også er interessant læsning.

For den, som vil beskæftige sig med lærernes faglige organisationer og deres historie er Stinus Nielsens udlægning af historien velvalgte sted at starte. Men Stinus Nielsens erindringer bør også være en reminder til Lærerforeningen om, at det måske var på tide, at organisationen fik sin historie skrevet. Ikke af dens egne, men af udenforstående kræfter, som magtede at placere organisationen og dens udvikling ind i en større samfundsmæssig kontekst.