Staten og den institutionelle pædagogik

Bogen er en del af en serie om "pædagogisk sociologi". Mere konkret handler det om relationen mellem den generelle samfundsudvikling, den statslige styring og den pædagogiske praksis i statslige institutioner.

Der er for tiden en stor interesse i at udvikle pædagogisk-sociologisk teori. Mange er optaget af generelle dannelses- og uddannelsesspørgsmål, og af hvilke handlemuligheder staten efterlader til de pædagogiske institutioner, når friskole- og enhedsskoletanken udsættes for stigende central styring.

Som bogen peger på, kan den centrale magt identificeres både nationalt og internationalt i henholdsvis uddannelsespolitik og OECD-rapporter. Efter det store overblik i kapitel 1, som begynder ved skoleloven fra 1814 og slutter ved it-baserede obligatoriske test i skolens fag, præsenteres bogens egentlige temaer. Et tema er begrebet "professionalisme" inden for pædagogisk virksomhed. Et andet tema handler om forholdet mellem socialpolitik og socialpædagogik. Et tredje tema behandler forbindelser mellem akademikerens udvikling af politisk konstruktiv kritik og praktiske skolefolks forsøg på at implementere denne.

Knud Jensen afslutter bogen med en samfunds- og uddannelseshistorisk vinkel på, hvad "pædagogisk sociologi" egentlig er som forskningsfelt. Som eksempel fremhæves problematikker vedrørende "ulighed og uddannelse", som længe har været centralt for hele skolesystemet, og som derfor også er væsentligt for pædagogisk-sociologisk forskning.

Artiklerne behandler væsentlige temaer i en tid, hvor der er stor politisk interesse i at kontrollere statslige institutioner. Selv om bogen primært henvender sig til akademiske studiemiljøer, kan alle, som udfører den pædagogiske praksis i statslige pædagogiske institutioner, have udbytte af at læse den. Den sociologiske fortælling, også som den præsenteres i denne bog, er en forudsætning for meningsfulde handlinger i pædagogiske kontekster.