Spyt så ud, Anders!

Engang så jeg polsk tv. Udenlandsk spillefilm. Den var eftersynkroniseret på den sparsommelige måde, at en og samme skuespiller havde indtalt samtlige replikker, fra den skummelt snerrende skurk til den halvkvalt hvinende heltinde.

Oplevelsen blev genkaldt, da jeg læste denne bog.

Det stærkeste fortællegreb i genren tegneserie er taleboblen. Ved hjælp af få replikker og ganske lidt forklaring i bokse i hjørnet får man tegningerne til at leve og fortællingen til at skride frem.

Den teknik har man forladt her. Resultatet er blevet en udgivelse, som må klassificeres enten som en billedbog med megen tekst eller som en højtlæsningsbog med illustrationer. Det kan i og for sig være udmærket, det er bare ikke den stil, man forbinder med Disneys univers.

De fire sammenkædede historier om, hvad Anders udsættes for i forsøget på at genfinde Onkel Joakims første femogtyveøre efter at have generobret den fra Hexia de Trick, er ellers udmærkede og typiske historier fra andens bizarre dagligdag. Der er masser af de store panoramategninger, som fortæller mere end de mange ord. Baggrundstegningerne i Disney er som altid et studium værd i sig selv, se bare på hegnspælene omkring Bedstemor Ands gård.

Bogen er indbundet, så den kan tåle udlån, så den er værd at overveje.

Især hvis man er til polsk fjernsyn.