Sprogsyn - sprogpleje

At uddannelsessystemet sætter enhver dansker i stand til at forstå, læse og skrive rigsdansk, anser Sprognævnet for et umisteligt gode.

Så flot skriver Dansk Sprognævn i 1982 til Det Centrale Uddannelsesråd.

Selv om meget tyder på, at henvendelsen ikke gjorde større indtryk, havde nævnet i hvert fald gjort, hvad det var pålagt, nemlig at give myndigheder og offentlighed råd og oplysning om det danske sprog . . . og det har nævnet nu gjort med flid og omhu igennem fire årtier. Som en fødselsdagshilsen til sig selv og med formanden som redaktør har det udsendt en samling artikler fra de sidste 25 år forfattet af dets vekslende formænd og medarbejdere.

Som udgiver af Retskrivningsordbogen og besvarer af cirka 11.600 forespørgsler årligt har Sprognævnet fået betydelig indflydelse på sprogudviklingen og sprogopfattelsen. Dets synspunkter og holdninger er af særlig interesse for den, som underviser i den offentlige skole, hvor man som bekendt er tjenstligt forpligtet til at følge Retskrivningsordbogens forskrifter.

I 18 artikler fortæller fødselsdagsbogen om nævnets historie, beføjelser, opgaver, arbejde og sprogsyn. Forfatterne kommer langt omkring og giver mange illustrative eksempler. Sammenfattende kan man sige, at nævnet 'prøver med kærlighedens stærke arm' - kærlighed til sprogets hovedfunktioner og styrke til at påvirke, men ikke hæmme sprogets stadige udvikling. 'Man kan vejlede folk, som beder om vejledning,' skriver redaktøren, 'men man får intet ud af at give råd til folk der ikke har bedt om dem.'

Det er den holdning, som har præget arbejdet i samtlige 40 år, også når den skabte irritation. Poul Lindegård Hjorth, i 13 år værdsat lærer på Lærerhøjskolen, er ikke blind for, at lærere 'kan føle sig fremmede over for vor måde at ræsonnere på, at deres uddannelse og det daglige arbejdes krav om klare afgørelser har gjort dem skeptiske over for den relativisering af sprogrigtighedsbegrebet, som en vejledning på videnskabeligt grundlag uundgåeligt drives ind i.'

Jørn Lund, en anden skattet underviser fra Lærerhøjskolen, illustrerer sagen med en parodi på nævnets svarpraksis (sakset fra Jyllands-Posten):

Spørgsmål: Er der noget, man ikke kan?

Svar: Det må der være, men desværre har det ikke været muligt at finde et egnet eksempel, men vi vil nærmere gennemdrøfte dette spørgsmål med henblik på at nå frem til et svar, der kan tilfredsstille alle.

På trods af 'majonæse-striden' og andre voldsomme modreaktioner har Sprognævnet stædigt nægtet at påtage sig rollen som Sprogets Højesteret. Flertallet af bidragyderne tager livtag med problemet. Lindegård Hjorth gør det med vanlig stilfærdighed: '. . . vi er medansvarlige, hvis spørgeren bliver forvirret. Måske har vi ikke udtrykt os klart nok. Og måske lider vor vejledning under, at vi ikke har fundet et holdbart ståsted.' Erik Hansen gør det med karakteristisk skråsikkerhed: 'Det, der altid stiller sprogforskere svagt i en debat om sprog, er, at de har forstand på det, de udtaler sig om.'

Det er bogens styrke, at man ved endt læsning på trods af irritation over dobbeltformer og ligestillede tegnsætningssystemer har både sympati og forståelse for nævnets grundholdning.

Til lykke med de 40 år!