57 procent af alle tosprogede børn mellem tre og fem år i Danmark får sprogstimulering. Men tallet dækker over meget store variationer fra kommune til kommune. Der er også meget stor forskel på, hvilke tilbud kommunerne har.
Der er dog sket forbedringer på området. I 2002 viste en evaluering, at hver femte kommune endnu ikke havde oprettet sprogstimulering. I dag er det kun kommuner uden tosprogede børn, som ikke har et sprogstimuleringstilbud.
Det viser rapporten "Sprogstimuleringsindsatsen for tosprogede småbørn" fra Danmarks Evalueringsinstitut, som bygger på en spørgeskemaundersøgelse og interview i kommunerne.
Bedre men ikke perfekt
Halvdelen af de pædagogiske konsulenter og tosprogskonsulenter vurderer, at samarbejdet med de tosprogede børns forældre og forældrenes motivation for at deltage i sprogsstimuleringsaktiviteterne er bedre i dag end for fem år siden. Og 73 procent af konsulenterne mener, at de anvendte materialer og metoder i sprogstimuleringen er blevet bedre. Det giver også forbedrede resultater i indskolingen. Men der er dog stadig kun en fjerdedel af konsulenterne, som mener, at de tosprogede børn taler dansk på samme niveau, som børn, der har dansk som modersmål.
Bedre samspil mellem skole og dagtilbud
Evalueringen fra 2002 pegede på, at samspillet mellem dagtilbud og skole udnyttes for lidt. Også her ser der ud til at være sket forbedringer, eftersom 71 procent af konsulenterne i den nye undersøgelse fortæller, at børnehaveklasselederne bruger sprogvurderingerne i forbindelse med indskolingen, men kun 51 procent af de adspurgte kunne svare bekræftende i 2002.
Der er dog ifølge rapporten fortsat brug for fokusering på området, da det stadig kun er cirka 40 procent af kommunerne, der har en tæt koordinering efter faste retningslinjer'.
"Uanset model ser det ud til at området ikke har flyttet sig væsentligt de sidste fem år. Men lige netop dette er også et område, der formentlig mange steder har fået lav prioritet da alt skulle finde nye rammer efter kommunesammenlægningen", lyder det i rapporten.
Mere støtte til udviklingsprojekter
På baggrund af evalueringen kommer rapporten med to anbefalinger:
"Regeringen bør i højere grad understøtte udviklingsprojekter
og videndeling på området, og kommunerne bør i højere grad systematisere og følge op på indsatsen, så de får bedre indsigt i, hvordan resurserne anvendes med størst udbytte".
Desuden peger man på, at det pædagogiske personale skal efteruddannes eller på anden måde kvalificeres, og der skal arbejdes på at inddrage de tosprogedes forældre i højere grad.
Sprogstimulering giver bedre indskoling for tosprogede børn
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.