Spiseforstyrrelser

En film om spiseforstyrrelser

Af Stine Korst

48 minutter

Venus Film

Fem unge mennesker, der har eller har haft spiseforstyrrelse, fortæller roligt og indtrængende om deres spiseforstyrrelse. Fire kvinder og en mand giver et billede af, at der er flest kvinder med spiseforstyrrelse, men at mænd også kan lide af det.

De fem repræsenterer de tre spiseforstyrrelser: anoreksi, bulimi og overspisning med overvægt. Godt at overvægten er med som en lidelse og ikke bare henvises til en moralsk kategori. Den overvægtige er måske hende, der får sin historie stærkest igennem på skærmen. Men anoreksien fylder mest, også her, selv om der er mange flere, der lider af bulimi. Det er ikke så nemt at snakke frit og frejdigt om bræk. Det er ulækkert og skamfuldt.

Filmen er blottet for sensation. Den er stille. Den enkelte får tid og plads til sin historie. Og budskabet er klart: det er ikke en almindelig sygdom, og det er andet og meget mere end en fiks ide. Det handler om retten til at have sine følelser og evnen til at kunne rumme dem. Evnen til at have sine egne følelser og lade andre have deres i fred, kunne man sige.

Også retten til at have sine behov og mærke dem fri af andre menneskers (forældres/læreres) forventninger og undgå præstationsfælden.

Så vidt, så godt - meget godt endda.

Men: Jeg tror ikke, den er supervelegnet til folkeskolens ældste klasser.

I den alder kan det være vanskeligt at identificere sig med gamle koner på nogle og 20 år. Der kan mangle den modenhed, der skal til for at høre de stille og dybe meddelelser. Når den unge anorektiske mor med det smukke, farvede, røde hår fortæller, at hendes forhold til mad er sådan, at det er svært for hende at spise sammen med sin etårige søn, så gibber det i os, der er voksne og kender betydningen af måltidet og af at være rollemodel. Når hendes mand i et par korte glimt fortæller om sin bekymring, så foruroliges jeg for familiens trivsel og ægteskabets mulighed. Det tror jeg ikke, man gør, når man er 16. Hendes anorektiske livsstil, som meget vel kan være kronisk, virker sikkert ikke som en alvorlig livsindskrænkning. Hun kunne være deres højtbeundrede aerobiclærer med tjek på tingene og kontrol over liv og fedt og hvad som helst.

Det er vanskeligt at ramme lige det punkt, hvor alvoren bliver tydelig og skræmmende, uden at det bliver en moraliserende skræmmekampagne.

Men filmen er god til elevernes lærere netop på grund af dens langsomme, intense sprog. Uden forklaringer på det uforklarlige, uden råd, uden bebrejdelser og som sagt uden sensationer, men med et stærkt billede af en kaotisk verden, der forsøges bragt under kontrol.

Det må fremgå tydeligt, at hvis det er det, man slås med, er der ikke megen plads til andet i livet og da slet ikke til glæde. At lektierne - hos anorektikeren - bliver lavet til punkt, prikke og perfektion, kan meget vel være en del af mønsteret. Det er en god viden for lærerne at have.

Tove Hvid