Politisk er der fokus på specialundervisningsområdet som et sted, hvor kommuner og regioner kan spare, og både den almindelige specialundervisning, den udlagte, vidtgående specialundervisning og voksenspecialundervisningen er under hårdt pres.
Hillerød Lærerforening har derfor foreslået DLF's hovedstyrelse, at emnet sættes på kongressens dagsorden som er selvstændigt punkt.
"Det er et væsentligt område at følge op på efter kommunalreformen. Vi følger allerede udviklingen tæt i vores ad hoc-gruppe, vi har holdt konference med lærerne fra specialskoler og specialklasser og regionale møder med tillidsrepræsentanter fra voksenspecialskolerne. Jeg vil absolut anbefale, at vi siger ja til forslaget fra Hillerød," sagde Anders Bondo Christensen, som også fremhævede de voldsomme nedskæringer, der aktuelt sker på de tidligere amtslige specialskoler, da hovedstyrelsen tirsdag eftermiddag behandlede henvendelsen.
Området er 'jaget vildt'
I forslaget skriver Hillerød Lærerforenings formand, Berit Halskov, at man ikke forestiller sig, at kongressen kan løse problemerne, men at det er vigtigt at få fokus på området, som netop nu er 'jaget vildt'. Nedskæringerne har konsekvenser for kvaliteten af de kommunale tilbud og betyder fyring af højt kvalificeret personale.
"Voksne med behov for specialundervisning tilbydes i stigende grad kun behandling og pleje, fordi det er billigere," sagde Anders Bondo.
Det nye dagsordenspunkt hedder: Kvaliteten af specialundervisningen for børn og voksne efter kommunalreformen.
DLF holder kongres den 30. september til den 2. oktober i Aalborg.
Specialundervisningen op på DLF's kongres
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.