Undersøgelsen viser, at skolen i særlig grad støtter dem, der har sværest ved at klare skolegangen, og at specialundervisning nytter. Men den viser også, at støtten ikke er i stand til at kompensere fuldt ud for disse børn og unges handicap.
"Vi har fulgt to spor: Hvad kendetegner uddannelsesmønstret for unge med et handicap i forhold til andre unge? Og hvad hæmmer og fremmer, at børn og unge med et handicap tager en uddannelse", fortalte direktør Hans Jørgen Dam fra Capacent Epinion, da han i går fremlagde undersøgelsen på en konference om overgangen til ungdomsuddannelserne for unge med særlige behov. Capacent Epinion har lavet undersøgelsen for Undervisningsministeriet.
Undersøgelsen følger 1.228 unge
Capacent Epinion har gennemgået 6.124 journaler fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, PPR, i 12 repræsentative kommuner for at finde unge med en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som afføder et kompenserende behov for at kunne fungere på lige fod med andre unge.
Undersøgelsen handler med andre ord om 1.228 unge med motorisk handicap, senhjerneskade, udviklingsforstyrrelse, synshandicap, hørehandicap, tale-, sprog- og læsehandicap, epilepsi og flerhandicap. Unge med betydelige kognitive funktionsnedsættelser indgår ikke.
"Vi har set på tre uddannelsesfaser: Hvor mange gennemfører grundskolen til og med 9. klasse? Hvor mange karaktergivende prøver tager de? Og hvor mange begynder på en ungdomsuddannelse?", sagde Hans Jørgen Dam.
Forældrenes resurser spiller en rolle
Mens 94 procent af alle børn uden handikap gennemfører grundskolen, og 91 procent slutter af med at fuldføre 9. klasses afgangsprøver, er de tilsvarende tal for handikappede kun 81 og 64 procent.
Undersøgelsens unge gik i skole, inden afgangsprøven blev obligatorisk. 55 procent af de handicappede har taget afgangsprøve uden prøvemangler mod 83 procent af de andre unge.
Forældreresurser har indflydelse på, om unge med et handicap gennemfører folkeskolen.
"Forældrene til de handicappede, der gennemfører folkeskolen, er bedre uddannede, og de tjener flere penge. Urbaniseringsgraden betyder også noget. I byer med over 100.000 indbyggere gennemfører de unge i højere grad folkeskolen. Det skyldes måske, at der er samlet større viden om handicappede i byerne".
Unge med afgangsprøve kommer videre
De unge, der har en afgangsprøve, går i større omfang i gang med en ungdomsuddannelse efter grundskolen. Det er dog kun 56 procent af de handicappede, som begynder på en ungdomsuddannelse, mod 75 procent af de ikke handicappede.
"Handicap har en stærkere betydning for gennemførelsesgraden end køn og etnicitet. Drengene begynder i høj grad på en uddannelse. Social integration har også stor betydning for, om de unge kommer i gang med en uddannelse. Handicappede, der er socialt aktive, kommer videre", sagde Hans Jørgen Dam.
Vejledningen har afgørende betydning
God vejledning fremmer et godt uddannelsesforløb for børn og unge med handicap.
"Vejledningen virker. Der er en klar sammenhæng mellem de unge, der husker, at de har fået vejledning, og de, der er begyndt på en uddannelse. Der er større sammenhæng end hos normalgruppen", fortalte Hans Jørgen Dam.
Hver fjerde af dem, der ikke er i gang med en uddannelse, husker, at de er blevet kontaktet af UU. Men hvis de ikke kan huske det, antager undersøgelsen, at vejledningen ikke har haft den store kvalitet.
"Når vi ved, at vejledning virker, så er der noget at komme efter. Der er stor variation i kvaliteten og i rettidigheden af vejledningen. De, der klarer sig bedst, har oplevet den mest kvalificerede vejledning, uanset hvor og af hvem de har fået den", sagde Hans Jørgen Dam.
Hvor UU-centrene har handicapspecifik viden, klarer de unge sig bedre. Men der foreligger kun oplysninger om den unges handicap i hver tredje sag hos UU.
"Det er få, når vi ved, at PPR er klar over, at de unge har et handicap. Vi bør arbejde for at få en mere systematisk overlevering af informationer fra PPR i dialog med den unge og hans familie til UU-centrene", anbefalede Hans Jørgen Dam.
Elever med hjælpemidler klarer sig dårligst
De elever, der har anvendt hjælpemidler i skolen, klarer sig dårligere end de andre handicappede i undersøgelsen.
"Man kunne udlede, at man så skulle lade være med at tildele hjælpemidler, men forklaringen er naturligvis, at vi tildeler hjælpemidler til de elever, der har mest brug for det. Hjælpemidler er ikke fuldt ud kompenserende, men vi kan se, at de elever, der har haft et hjælpemiddel uden også at få specialundervisning, klarer sig dårligst. Men de kvalitative interview viser, at de unge og deres forældre er meget glade for hjælpemidlerne", sagde Hans Jørgen Dam.
Fokus på vejledning af udsatte unge
Undervisningsminister Bertel Haarder (V) noterer sig især to af undersøgelsens resultater. For det første at det er vigtigt med god vejledning.
"Den årgang, undersøgelsen beskæftiger sig med, har ikke været omfattet af de nye initiativer på vejledningsområdet", siger Bertel Haarder i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Med de seneste ændringer styrker vi netop vejledningen af udsatte unge. Derfor er der grund til større optimisme i forhold til de unge, der fremover forlader grundskolen".
Målet med de seneste ændringer af vejledningsloven er at identificere elever med særlige behov for vejledning og give dem en mere målrettet uddannelsesplan. Ændringerne giver også mulighed for at knytte en mentor til de særligt udsatte unge og til at tilrettelægge afklarende forløb væk fra skolen eller i et samarbejde mellem skolen og erhvervslivet.
Haarder: Rigtigt at gøre afgangsprøven obligatorisk
Bertel Haarder hæfter sig også ved, at en væsentlig forudsætning for at gå i gang med en ungdomsuddannelse er at have aflagt en eller flere af folkeskolens afgangsprøver.
"Det bekræfter det fornuftige i, at vi i 2007 gjorde folkeskolens afgangsprøve obligatorisk. Før var det for nemt at lade unge med et handicap forlade skolen uden en afgangsprøve. Nu skal alle i udgangspunktet op til afgangsprøven eller have en anden form for evaluering, der viser, hvad de kan".
Undervisningsministeriet vil gentage undersøgelsen på et senere tidspunkt for at følge, hvordan unge med handicap fra årgang 1990 klarer sig i ungdomsuddannelserne og videre frem. Der er et link til undersøgelsen til højre for artiklen.
Specialundervisning kompenserer ikke fuldt ud for handicap
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.