Social- og sundhedsskolens grundforløb er en forskole til social- og sundhedshjælperuddannelsen. Eleverne lærer blandt andet om omsorg, sundhed, pædagogik og psykologi, og forløbet varer mellem 20 og 60 uger. Det er på dette forløb på Grenå-afdelingen, der nu er optag af nye elever seks gange om året. Tidligere var der mulighed for at starte to gange om året.
"Det giver flere unge mulighed for hurtigt at komme i gang med en uddannelse på det her område, hvis de for eksempel bliver nødt til at afbryde en anden uddannelse, der ikke passede til dem", siger underviser Astrid Pilegaard Larsen fra Randers Social- og Sundhedsskole. Hun har stået for opstarten af projektet med det løbende optag.
Hun påpeger, at uddannelsen bliver meget fleksibel i forhold til den unge, fordi der er mulighed for at gå gennem uddannelsen på den måde, som passer den enkelte bedst.
Et mere fleksibelt grundforløb
Undervisningen er lagt i tre moduler, som handler om henholdsvis ældre, handikappede samt børn og unge. Nye elever kan komme til, hver gang der startes på et nyt tema, og underviserne tilrettelægger undervisningen, så den passer til den enkelte. Desuden har eleverne mulighed for at vælge en eller flere praktikperioder efter hvert modul.
Tiltaget betyder, at grundforløbet bliver fleksibelt for eleverne, og det stiller dermed krav til underviserne.
"Det kræver planlægning på et højere plan fra undervisernes side, og det kræver enorm opmærksomhed på den enkelte elev. Men til gengæld lykkes det os at gennemføre differentieret undervisning på et højt niveau", siger Astrid Pilegaard Larsen.
Sosu-skole indfører løbende optag på grundforløbet
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.