»En mur af tavshed« er et af de problemer, børn i sorg kan støde ind i. Dokumentarfilmen af samme navn var for få år siden i høj grad med til at sætte emnet på det pædagogiske landkort, og siden har blandt andet Kræftens Bekæmpelse gjort en stor indsats for at bryde tavsheden omkring børnene.
»Sorgens ansigt« er et undervisningsmateriale og en praktisk håndbog til alle, der har med børn at gøre. Formålet er at give konkrete redskaber til at håndtere den svære, men nødvendige samtale med børn i sorg.
Jes Dige er omdrejningspunkt, idet det er hans arbejde med teenagegruppen i Aalborg, der beskrives både i bogen og på dvd. Karakteristisk for Jes Diges form er den imponerende ro, der præger samtalerne. Det virker så enkelt, og dog er det så svære og tunge samtaler. Mange års erfaring har udviklet den kunst, der hverken kan eller skal efterlignes, men som står som et blændende eksempel på teknikkens anvendelighed. Dvd-delen udbygger og demonstrerer bogens ord. Vi følger samtalerne og får dermed praksis på de teoretiske overvejelser, som bogen især behandler.
I tre hovedafsnit gennemgås de væsentligste temaer og problemfelter, og der gives anvisninger på, hvordan barnet bedst støttes igennem sorgen.
»Sorg er ikke en sygdom det er en uundgåelig del af tilværelsen. Alle kan lære at tale med børn i sorg man skal blot turde tage de første skridt«.
Med dette fremragende materiale i hånden bør ingen børn i sorg opleve at møde en mur af tavshed.
Sorgens ansigt
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.