Sorg er hverken tids- eller fasebestemt

Der er sket meget siden min seminarietid, hvor vi lærte om sorgens faser. Nu hedder det sig, at vi skal orientere os i tosporsmodellen, hvor sorgen bevæger sig fra tabsorientering over i genopretning og tilbage igen.

Sorg er ikke længere noget, man skal komme sig over. Sorg er noget, der forandrer sig, og som ikke har nogen udløbsdato. Desuden tror jeg, at det nye i alt dette er, dels at vi taler om det og opretter sorggrupper, dels at vi også orienterer os i, at sorg ikke er noget, der forsvinder.

Da jeg gik i 1. klasse, døde min bedste legekammerats mor efter længere tids sygdom. Og det eneste, vi som klassekammerater fik at vide, var, at vi skulle være søde ved hende, der havde mistet sin mor, og at vi ikke skulle spørge hende om det. Hele min barndom har jeg bebrejdet min mor, at jeg ikke fik lov til at gå med til den begravelse. Men det gjorde man altså ikke i 1977.

Men det er sørgeligt, at sorg ikke længere er en naturlig del af livet. Og det, der efterspørges, er nok alle de gamle ritualer, der var omkring sorg i ”gamle dage”, hvor det var mere almindeligt, at man mistede søskende, mens man var barn – eller at forældre kun blev 40-50 år, hvis de havde mange børnefødsler, hårdt fysisk arbejde eller lungesygdomme forårsaget af dårligere levestandard.

Sorggrupper er en enestående hjælp til børn, der har syge eller døde forældre eller søskende. Det er klart noget, der skal opprioriteres i skolerne, fordi det skaber forandring at kunne sætte ord på den forandrede hverdag, det giver at have sygdom og død så tæt inde på livet. Mange børn føler sig ensomme i deres sorg, hvis de ikke har ligesindede at tale med, eller udsættes for mobning, fordi de ofte har svært ved at styre deres følelser, eller fordi andre børn synes, at de sørgende børn får for meget særbehandling.

Det understreges desuden, at bogen ikke kun handler om børn, der har kræft inde på livet. Det er bogens ønske og intention, at ingen børn skal stå alene med deres sorg. Der argumenteres for fordelene ved at have en sorggruppe på skolen: At det ikke skal koste penge at deltage, at støtten er lettilgængelig, at den er på skolen i skoletiden, at sorggruppelederen er en, de kender på skolen, og at sorggruppelederne deler deres viden med de andre lærere på skolen.

Bogen består af tre dele: en introduktion, en vejledning til sorggruppen i praksis og en værktøjskasse til at kunne sætte nogle øvelser i gang og til at øve sig i de centrale metoder.

Det er godt, at bogen er så stor og så grundig, som den er, og at den er bygget op som en overskuelig opslagsbog. For selvfølgelig skal en sorggruppeleder være ordentligt uddannet i sorgprocesser – eller tosporsmodellen for at bruge det nye begreb, der skaber nye tankemåder. Og selvfølgelig skal en sorggruppeleder have læst hele bogen grundigt fra begyndelsen til enden. Men i det daglige, og når der opstår pludselige krisesituationer med et barn, der har smidt rundt med møblerne eller på den ene eller anden måde har forsøgt at skade sig selv, så er der brug for et sted at slå noget op i en fart. Og det kan man med denne bog.

Jeg vil dog indrømme, at der var flere af casene og øvelserne – og de forskellige ”tænk over”-opgaver - hvor jeg selv fik en klump i halsen og selv mærkede egen berøringsangst. Så hvis det her skal lykkes, må vi vel kræve, at vi kommer på et ordentligt efteruddannelseskursus, hvor der er en kursusleder og nogle kolleger, der kan sparre med os, så vi ikke panikker, når vi ser et barn i sorg.

Og herved er de varmeste anbefalinger givet videre.