Det er med dyb sorg, at vi på Tale og Høre Instituttet, Region Midtjylland, erfarede, at Søren Hvidberg afgik ved døden den 25. maj 2008. Søren har været ansat på instituttet i mere end ti år, hvor han arbejdede i Småbørnsafdelingen.
Søren Hvidberg var en engageret, pligtopfyldende og ansvarsfuld medarbejder, som ud over sit faglige virke efterlader mange spor i afdelingen. Han var en loyal, omsorgsfuld og meget vellidt kollega, som med sit nordjyske, sindige og lune gemyt skabte tryghed og rummelighed blandt dem, han arbejdede sammen med.
Søren var i besiddelse af mange talenter, og da han samtidig var yderst tjenstvillig og hjælpsom, var han en person, man altid kunne hente hjælp og inspiration hos.
Søren var den, der med sine kreative evner ofte var primus motor, når der var nye projekter, der skulle planlægges og udføres.
Søren var god til at skabe kontakt til børn og forældre.
Børnene var trygge og glade for ham, og han var især god til at være i øjenhøjde med det enkelte barn og møde det på dets niveau.
I sit arbejde med de handicappede børn var han altid parat til at prøve forskellige former for kommunikationsmetoder for at sikre dem retten til kommunikation.
Det er et stort savn for os, at Søren ikke er blandt os mere, men han efterlader mange minder i Småbørnsafdelingen.
Æret være hans minde.
ledelse og medarbejdere ved Tale og Høre Instituttet, Region Midtjylland
Søren Hvidberg
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.