Verden er i forandring. Nye økonomier i andre verdensdele er i vækst. Globaliseringen fører til udflytning af både arbejdspladser og virksomheder, og med det bliver også flere og flere danskere udstationeret i fremmede kulturer. Derfor er historien om Søren, der skal med sine forældre og søskende til Kina i tre år, særdeles aktuel.
Historien er fortalt i et enkelt sprog med fokus på basale følelser og hverdagens hændelser. Og illustrationerne holder sig inden for de samme rammer. Bogen prætenderer ikke at være litterær, men at være en narrativ forberedelse af børnene på alt det, der må tages højde for, når ens familie skal udstationeres i helt fremmede omgivelser.
Bogen beskriver en række små, illustrative episoder, som kan sætte tanker i gang - også om vores egne normer - hos alle læsere, og som må kunne føre til gode samtaler i familier, der er i samme situation som bogens familie. Det er episoder fra forberedelsestiden: Hvad er det for et land, vi skal flytte til? Hvor mange bamser skal man flytte med? Hvordan skal man klare sig i et land, hvor de ikke kan tale dansk? Dernæst er der et kapitel om den lange flyvetur. Endvidere er der en stribe episoder fra mødet med det nye land: De anderledes mennesker, det nye hus, anderledes skikke, den nye skole, en ny ven. Og endelig er der erindringen om derhjemme samlet i en kasse med stjerneminder. Efter den egentlige historie er der 15 gode råd til de voksne i de familier, som skal flytte ud.
Det er en fin lille brugsbilledbog om at forberede sig på udstationering. Måske kunne den også føre til en samtale om, hvordan det mon er at blive "indstationeret" blandt os i Danmark.
Søren flytter til Kina
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.