Socioøkonomi har overraskende stor indflydelse på PPR-arbejdet

Opgaven er den samme: PPR skal bistå med at skabe faglig udvikling og trivsel for alle børn. Da skoler med mange elever fra resursesvage hjem typisk får tildelt flere psykologtimer end skoler med bedre socioøkonomiske vilkår, burde psykologernes opgaver se nogenlunde ens ud.

Det er langt fra tilfældet. Blandt andet fordi resursestærke forældre forhandler mere end forældre uden så mange resurser om, hvilket tilbud der vil være det bedste for deres barn.

”Resursestærke forældre læser sig til meget på nettet, så de kommer forberedte og er parate til at forhandle om konkrete ydelser: ’Vi ønsker det og det – hvad kan du tilbyde?’, hvor forældre med lave socioøkonomiske betingelser går mere utrygt ind i samarbejdet. Måske fordi de frygter, at inddragelsen af psykologen kan betyde, at de får fjernet deres barn”, fortæller PPR-psykologerne Nicoline Siemsen og Johanna Mariam Madsen fra Den tværfaglige supportfunktion, som dækker Valby, Vesterbro og Kongens Enghave i København.

Tidlig inddragelse åbner for andre muligheder

Nicoline Siemsen og Johanna Mariam Madsen afsluttede sidste år deres psykologuddannelse med et speciale om, hvordan familier og skolers socioøkonomiske betingelser indvirker på PPR-psykologens praksis og opgaver. Specialet tager afsæt i interview med PPR-psykologer og skoleledere fra to folkeskoler, som ligger i den samme større by og repræsenterer hver sin ende af det socioøkonomiske indeks.

Det var her, makkerparret fik øje på en markant forskel i psykologernes opgaver.

”Der er ret stor forskel på, hvornår psykologen blive inddraget. På skolen med en høj socioøkonomi sker det ofte tidligt, og det åbner andre muligheder for, hvilke indsatser man kan sætte ind med. Samtidig har lærere og forældre ikke været frustreret over situationen igennem længere tid, så de har vilje til at skabe justeringer omkring barnet”, siger Johanna Mariam Madsen.

Psykologen på skolen fortalte også, at forældrene i høj grad tilkøber en undersøgelse af barnet i privat regi.

”Der ligger allerede et forarbejde, som sparer psykologen for tid, fordi hun kan ’nøjes’ med at oversætte forarbejdet til en pædagogisk handleplan”, uddyber Nicoline Siemsen.

Opgaverne kræver klassisk faglighed

På den anden skole inddrages psykologen oftest senere. På det tidspunkt er både forældre og lærere typisk udmattede, fordi de allerede har prøvet sig frem med en række indsatser. Det gør det svært for psykologen at få lærerne til at afprøve endnu en justeret pædagogisk praksis.

Samtidig er mange af opgaverne komplekse, så psykologen er nødt til at bruge tid på kognitive test, henvisninger til psykiatrien og indstillinger til specialpædagogiske tilbud.

”Det er opgaver, der kræver psykologfaglighed, og som skolen derfor ikke selv kan løse. Samtidig har psykologen mange tidsrøvere: Det kan være svært at komme i kontakt med forældrene, og der skal ofte skaffes tolkebistand. Det gør det sværere at få et møde i stand, ligesom mødet tager længere tid”, siger Johanna Mariam Madsen.

Der er også forskel på, hvilke forventninger psykologerne har til familierne.

”På skolen med god socioøkonomi får forældrene næsten altid en opgave med fra netværksmødet om deres barn, mens mange af den anden skoles forældre ikke har resurser til at tage sådan et ansvar på sig. Derfor er der lave forventninger til forældrene, men det har den konsekvens, at man automatisk fritager forældre, som har overskud, fra at spille en aktiv rolle”, siger Johanna Mariam Madsen.

Omvendt risikerer man at tildele forældre fra skoler med en høj socioøkonomi et ansvar, de ikke kan imødekomme, fordi man pr. automatik tænker, at det har resurserne til det.

Risiko for at skabe ulighed

Forældre, som stiller krav, kommer let til at fylde i psykologens baghoved, konstaterer de to PPR-psykologer på baggrund af deres speciale. Det kan i sig selv skabe ulighed.

”På skolen med høj socioøkonomi kommer halvdelen af henvendelserne til PPR-psykologen fra skolen og den anden halvdel fra forældrene. Det kan være forældre, som ønsker en årsagsforklaring på deres barns udfordringer. Derfor efterspørger de en henvisning til psykiatrien”, fortæller Johanna Mariam Madsen.

Det har overrasket de to psykologer, at der er begrænset opmærksomhed på, hvilken betydning de socioøkonomiske betingelser har på psykologernes praksis og arbejdsgange.

”Vi skal altid forholde os selvkritisk til vores praksis, men der er et begrænset fokus på de socioøkonomiske betingelser i PPR. Hvis vi ikke forholder os til det, øger det risikoen for, at vi medvirker til at reproducere effekterne af de socioøkonomiske betingelser, som vi arbejder under. Hos os er det for eksempel spørgsmålet om, hvilke familier der kommer til at fylde. Hvis det er de forældre, som er gode til at skrive i Aula, skaber det ulighed”, siger Johanna Mariam Madsen.

Specialet peger ikke på løsninger, men lige her har Nicoline Siemsen et bud: Skoler og PPR har et ansvar for at udbrede viden om, hvad der er en reel bekymring, og hvornår der er grund til forældre tager fat i PPR.

”Det er vigtigt, at forældre ved, hvor de kan gå hen med deres bekymringer. Derfor skal de kende til deres rettigheder og muligheder. De skal også vide, at børn ikke udvikler sig lineært, så udsving i de faglige resultater behøver det ikke betyde, at der er noget galt med barnet”, siger hun.

Opfattelsen af normalitet bør udfordres

PPR-psykologer bør være opmærksomme på, at de socioøkonomiske betingelser påvirker normalitetsbegrebet hos både lærere og forældre, anbefaler Nicoline Siemsen og Johanna Mariam Madsen. For i praksis har betingelserne indflydelse på, hvornår lærere og forældre bliver bekymret for et barn, viser deres speciale.

”På skolen med en høj socioøkonomi kan et barn stikke ud på parametre, som lærerne på den anden skole ikke reagerer på. De er vant til at se elever med trivselsproblemer, så der skal mere til, før de bliver bekymrede”, fortæller Nicoline Siemsen.

Når normalitetsbegrebet bliver snævert, har psykologen en stor opgave med at udvide begrebet i inklusionsøjemed, mener hun.

”Hvis man ikke har mange elever med specialpædagogiske udfordringer på skolen, kan normalitetsbegrebet blive snævert”.

Umiddelbart ser det lettere ud at være psykolog på en skole med gode socioøkonomiske betingelser, men det er de to psykologer bag specialet ikke enige i.

”Det er ikke lettere, men arbejdet kan se anderledes ud. Psykologerne har travlt på begge skoler”, understreger Nicoline Siemsen.

Socioøkonomi ligger i baghovedet

Med to skoler i casestudiet repræsenterer specialet en lille undersøgelse, men da de to psykologer præsenterede deres resultater på årets dialogkonference om PPR på DPU i april, blev de bekræftet af flere kolleger.

”Vi mødte psykologer fra mange kommuner, og de kunne genkende vores fund i deres egen praksis. Især det med at inddrage resursestærke forældre, når der skal fordeles opgaver i slutningen af et netværksmøde”, fortæller Nicoline Siemsen.

Der var også en deltager i workshoppen, som sagde, at hun vist kom til at fordele sin indsats ulige, fordi hun godt kunne se, at hun var mest opmærksom på forældre, som selv ringer, tilføjer Johanna Mariam Madsen.

Nu arbejder de to tidligere studerende selv i PPR, og de socioøkonomiske betingelser ligger i deres baghoveder.

”Jeg er særligt opmærksom på normalitetsbegrebet: Hvornår skal vi være bekymret for et barn, og hvornår er det normalitetsbegrebet på skolen, jeg skal arbejde med? Jeg prøver også på at undgå at have bestemte forventninger til forældrene. I stedet giver jeg dem mulighed for at byde ind, så de selv vurderer, hvad de kan overkomme”, siger Johanna Mariam Madsen.

Nicoline Siemsen gør meget ud af at fortælle, hvad PPR er, og hvad hun kan tilbyde, når hun møder forældre for første gang.

”Jeg spørger også ind til, hvad de forestiller sig, så vi kan få en åben snak om min rolle. Det er jeg blevet opmærksom på qua vores undersøgelse”.