"Loven om Barnets Reform er stadig i sin spæde start, så lige nu og her er der mere behov for at undervise lærerne om de gældende regler end at sætte nye ting i gang", siger socialminister Karen Hækkerup som kommentar på Folkeskolens undersøgelse om underretning.
Som det fremgår af Folkeskolens artikler om underretningspligt har halvdelen af landets lærere undladt at underrette de sociale myndigheder på trods af en mistanke om omsorgssvigt.
Og der har længe været problemer med underretningspligten. Det var blandt andet derfor, at den tidligere regering gennemførte 'Barnets Reform', som trådte i kraft 1. januar i år.
Loven gør det blandt andet muligt for lærerne at få en tilbagemelding på, om deres underretning har ført til foranstaltninger fra kommunens side.
Alligevel fungerer underretningspligten ikke.
Partnerskab med KL om underretninger
Karen Hækkerup vil dog endnu ikke fælde en dom over den nye lovgivning.
"Men man må så også bruge den her undersøgelse til at sige, at vi ikke er nået godt nok i mål. Lærerne har brug for mere uddannelse og viden om, hvordan man håndterer forældresamarbejdet, og hvad de skal være opmærksom på i forbindelse med underretninger".
Derfor vil hun nu indbyde KL til et partnerskab, så der bliver sat fokus på, hvordan lærerne skal underrette.
"Ude i kommunerne er der stor forskel på, hvordan man gør, og jeg mener, der er behov for at dele de gode erfaringer, så alle lærere bliver klædt på til at kunne underrette", siger Karen Hækkerup.
Skolesocialrådgivere er en god idé
Indholdet i et partnerskab med KL giver Karen Hækkerup også selv et bud på.
Ligesom lærernes formand Anders Bondo Christensen mener hun, at mange af lærernes problemer med underretning kan løses ved at tilknytte en socialrådgiver til den enkelte skole.
"Det er en rigtig god idé, og man ser det jo allerede i Københavns Kommune, hvor de har rigtig gode erfaringer med det, fordi det bygger bro mellem forvaltningen og skole. Jeg håber, at der er rigtig mange kommuner, der vil lade sig inspirere af det i de kommende år".
Socialministeren vil derudover samarbejde med børne- og undervisningsminister Christine Antorini, så de to ministerier kan få skabt overblik over, hvordan skolerne uddanner lærere i at underrette.
"Uacceptabelt" at kun hver fjerde får kvittering for underretningen
Undersøgelsen om underretningspligt viser også, at kun hver fjerde har fået en kvittering fra kommunen indenfor en måned efter underretning. Som en del af serviceloven har den, som underretter, ellers krav på indenfor seks dage at få en kvittering for sin underretning.
"At så mange oplever, at de ikke får en kvittering, selvom vi har indsat en frist på seks dage, det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende".
I undersøgelsen giver mange lærere udtryk for, at de ikke har tillid til de sociale myndigheder. Hvorfor tror du, det er sådan?
"Jamen, mange har nok haft dårlige erfaringer, og det er jo så en holdning, vi er nødt til at få gjort op med. Det er det, man også forsøger med Barnets Reform, ved at gøre det muligt at få en tilbagemelding på, om underretningen har ført til nogle foranstaltninger. Men man skal selvfølgelig altid selv henvende sig".
Socialministeren er tilfreds med lovgivning
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.