Mange af tidligere tiders idrætsfælleskaber var afhængige af tid og sted.
Men med internettets fremmarch i almindelighed og de sociale mediers fremfærd i særdeleshed er også idrætsfælleskaber blevet langt lettere at være en del af. Faktisk skal du bare tænde din computer eller tjekke din smartphone for at være en del af et fællesskab.
Og de sociale medier kan hjælpe med til at holde fast.
"Det kan virke forpligtende at bruge sociale medier i forhold til motion. Det kan være, man vil fremstille sig selv som en med et aktivt liv eller det kan være konkurrencen, der forpligter. På nogle af medierne får man konkrete værktøjer, til at følge og optimere den fremgang, man har", siger Martin Hedal.
Han er hovedforfatter til rapporten - "Idrættens virtuelle arenaer. Internettet forandrer idrætten - analyser og perspektiver", som er udgivet af "Idrætens Analyseinstitut.
Forskellige iværksætterprægede sociale medier har med varierende succes forsøgt at bevæge sig ind på områder, der ellers traditionelt tilhørte de etablerede idrætsforeninger.
Appellerer forskelligt
De sociale medier har forskellige tangenter at spille på.
"Nogle har meget fokus på præstation og konkurrence, her er det oftest mænd, som er brugere. Mens der er andre, som har fokus på kost, ernæring og livsstil. De appellerer typisk til kvinderne", fortæller Martin Hedal. Han er i dag ansat som udviklingskonsulent hos Dansk Orienterings-Forbund.
En mere aktiv befolkning
Hvis de sociale medier fortsætter fremgangen kan resultatet blive meget positivt.
"Set med de allermest positive briller, kan det føre til, at vi som befolkning bliver mere aktive. Fordi der foreligger et lettilgængeligt motivationsmateriale", siger Martin Hedal.
De sociale medier risikerer dog at tabe pusten over tid.
"Der er mange af de her specialiserede sociale medier, der er meget unge. Så vi kender ikke den langsigtede effekt endnu, siger Martin Hedal, der dog henviser til facebook og ikke regner med, at de sociale medier bare er en døgnflue.
Bruger du nogle af de sociale medier i dit arbejde? Hvordan?
Sociale medier kan ændre idrætten
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.