Folk lader sig ofte snyde, når en stor portion kaldes 'lille', mens de er tilbageholdende med at købe en lille portion, der kaldes for 'stor'. Det viser en undersøgelse publiceret i Journal of Consumer Research, skriver videnskab.dk.
Forskerne lavede fem forskellige eksperimenter, der alle leder mod samme konklusion: Det har betydning for folks valg, hvilken størrelsesbetegnelse restauranten selv putter på maden: Lille, mellem eller stor. Forskellige betegnelser for samme produkt får simpelthen folk til at indtage mere eller mindre mad.
"En af konsekvenserne er, at forbrugerne kan blive ved med at spise store portioner, der er mærket som små, uden at føle, at de har spist for meget", konkluderer forskerne.
"Dette kan føre til utilsigtet og uinformeret overspisning, som i høj grad kan lede til betydelige sundhedsmæssige problemer", skriver forfatterne ifølge videnskab.dk.
Dårlig dømmekraft
Effekten af størrelsesbetegnelsen var størst i de situationer, hvor forbrugeren ikke havde særlig lang tid til at tænke over deres valg eller bekymre sig om næringsindhold.
Det blev vist i et eksperiment, hvor deltagerne blev bedt om at huske en liste med navne og telefonnumre, samtidigt med, at de skulle vælge mellem forskellige sandwich, der var markeret med forskellige størrelser.
"Distraktionen var et forsøg på at efterligne en hverdagssituation, hvor man vil have travlt med at tænke på andre ting end kalorier og kulhydrater", skriver forskerne.
Forskerne foreslår, at myndighederne nøje bør overvåge, hvordan portioner mærkes. De mener også, at fastfoodrestauranterne for deres egen skyld skal sørge for, at de ikke fejlmarkerer maden.
"Det er uheldigt at bruge en portionsmærkning, der beskriver en anden størrelse end dén, produktet rent faktisk har. Det kan have negative konsekvenser for en virksomhed, hvis markeringen opfattes som overlagt af deres besøgende, medier eller myndigheder", mener forskerne.
”Små” portioner snyder dømmekraften
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.