Små drenge skaber uro

Myte nummer et: det er de ældre kvindelige lærere, der har størst problemer med urolige elever i klassen.

Nej, det er tværtimod de unge, nyuddannede lærere, der har flest problemer med urolige elever.

Myte nummer to: det er drengene, der er urolige.

Ja, det er drenge, der er urolige i skolen.

Sådan lyder et par af konklusionerne på den store undersøgelse om urolige elever, som Undervisningsministeriet iværksatte sidste år på baggrund af en forespørgselsdebat, som Frank Dahlgaard rejste. Undersøgelsen er ikke helt færdig, men forskerne kan på nuværende tidspunkt konkludere, at det er en lille gruppe elever, der forstyrrer hele tiden. Dertil kommer en lidt større gruppe, der jævnligt er urolige.

Men undersøgelsen viser også, at det er de yngste elever, der er mest urolige. Børnehaveklassen er langt den værste, og derefter kommer 1. til 3. klassetrin. Desuden er uroen størst i fagene musik samt i natur/teknik.

Det fortæller udviklingskonsulent, cand.psych. Kim Foss Hansen fra Karlebo Kommune, der sammen med professor Niels Egelund fra Danmarks Lærerhøjskole står for undersøgelsen.

Urolige elever er i undersøgelsen defineret som elever, der forstyrrer undervisningen for sig selv og andre - igen og igen.

En femtedel af landets skoler har deltaget i undersøgelsen - i alt 345 skoler. De er tilfældigt udvalgt. Lærere fra alle klassetrin og alle fag har besvaret spørgeskemaer, og det samme har skolelederne.

Spørgeskemaundersøgelsen følges op af interview med lærere, ledere, forældre og elever på 34 af skolerne. De 17 skoler er valgt ud fra, at de har tilkendegivet flest problemer med urolige elever, de andre 17 skoler passer størrelsesmæssigt, så de to grupper er sammenlignelige.

Den mest afgørende faktor for forstyrrende adfærd er kønnet, siger Kim Foss Hansen.

- Det er drengene, der er urolige i skolen. Og så kan man åbne for hele debatten om, hvordan skolen er, og hvem den er lavet for.

- Det handler nok om, at de drenge, der forstyrrer undervisningen, er kommet et år for tidligt i skole. De er ikke klar til dét, som pigerne er klar til, og hvor de umodne piger kan være stille, så reagerer de umodne drenge altså ved at være urolige. De drenge skal måske vente et år med at komme i skole, jeg tror i hvert fald ikke på at indføre kønsopdelt undervisning på nogen måde i dag. Det dur ikke.

Kim Foss Hansen mener ikke, at problemet med urolige elever er stigende. For 40 år siden ville en lignende undersøgelse have vist stor uro i undervisningen over for lærere, man ikke kendte og ikke havde respekt for, mener han. Dengang blev især vikarer chikaneret.

Men hvor det tidligere var skolen med sin kadaverdisciplin og udskillelse af elever, der skabte de urolige elever, så mener han, at det i dag er samfundet, der producerer de urolige børn. Forstået på den måde, at der er forskellige holdninger mellem skole og hjem og forskellige levevilkår, der gør sig gældende.

Undersøgelsen viser, at urolige elever findes på alle slags skoler fra de store byskoler til de meget små landskoler, men samtidig viser den, at nogle skoler har store problemer med forstyrrende elever, mens andre skoler nærmest ikke kender til problemet. Det eneste, man med sikkerhed kan sige om geografien ud fra undersøgelsen, er, at urogrænsen går ved højderyggen i Jylland. Problemerne kendes stort set ikke vest for højderyggen - endnu.

Men man kan ikke af undersøgelsen konkludere, at lærerens mangel på erfaring vil give uro, ligesom man ikke kan konkludere, at en bestemt form for undervisning altid giver uro. Der er som regel flere faktorer, der gør sig gældende.

Dog fremgår det, at når eleverne selv er aktive, for eksempel i projektarbejde, så er der ingen uro i klassen.

- Den arbejdsform tilgodeser åbenbart alle, siger Kim Foss Hansen.

- Når vi har interviewet børnene, har de haft forklaringer på uroen. De er helt bevidste om, hvordan det hænger sammen. Hvis undervisningen er kedelig, bliver nogle urolige, og det kan børnene godt forstå. Mange synes også, det er helt acceptabelt med uroen, de forklarer os, at hvis vi vidste, hvordan den elev har det derhjemme, så ville vi godt kunne forstå, at han forstyrrer.

Børnene fortæller, at hvis de har en streng lærer, er der mindre ballade, og det er godt nok, og nogle gange er det også sjovt, når andre forstyrrer og laver ballade.

Det fremgår også af undersøgelsen, at jo større overensstemmelse der er mellem skolens holdning og forældrenes holdning, jo færre urolige børn er der.

- Hvis forældrene synes godt om projekter og tværfaglig undervisning, og det passer med skolens holdning til disse ting, så fungerer det godt. Hvis skolen har traditionel undervisning, og det passer til forældrenes holdning, så er der også kun få urolige børn, siger Kim Foss Hansen.

- Lærerne konstaterer også, at når eleverne selv er aktive og arbejder med projekter, er der ingen uro. Men lærerne drager ingen slutning af det. De overvejer ikke deres undervisning.

De fag, der har færrest urolige elever, er fysik/kemi og de praktisk-musiske fag - altså bortset fra fagene musik samt natur/teknik, hvor antallet af urolige børn topper.

- Natur/teknik er et forholdsvis nyt fag, der endnu ikke har fundet sine ben. Det kan være en forklaring. Måske kan man også forestille sig, at det er manglende uddannelse og efteruddannelse, der gør sig gældende både i natur/teknik og i sang og musik. Generelt ser vi, at jo større erfaring en lærer har, jo mindre uro er der i klassen, siger Kim Foss Hansen.

Ældre og yngre lærere kunne med fordel støtte hinanden mere, man kunne for eksempel danne noget erfaringsudveksling mellem ældre og yngre lærere. I det hele taget er der brug for mere kollegial støtte og mere supervision. Det vil forskerne arbejde videre med senere.

- Men det er underligt, at man hvert år bliver overrasket over, at børnehaveklassen og 1. klasse er så urolige. Man kunne vel forsøge at forberede sig på det og se, hvad man kan gøre for at forhindre det. Men det er som om, verden ender, når det er sommerferie, og så starter verden helt på ny efter ferien, siger Kim Foss Hansen.

Hvis man ser på de mest urolige klassetrin over til de mest rolige, så hedder skalaen - børnehaveklassen, 1. klasse, 2. klasse, 3. klasse, 6. og 7. klasse, 5. klasse, 4. klasse og overbygningen. Eleverne i fjerde klasse er meget rolige, og de mest rolige elever befinder sig i 8., 9. og 10. klasse.

Der er en lille undtagelse med 8.-klasserne i de tilfælde, hvor de kommer fra en fødeskole og over til overbygningsskolen. Det giver noget uro.

Der er på mange skoler behov for en afklaring af, hvilken pædagogisk holdning man har til afvigende adfærd, sådan at skolen har en fælles holdning, mener Kim Foss Hansen.

Der er også behov for en styrkelse af det daglige samarbejde mellem lærerteam og skoleleder. Også om det sociale liv i klasserne.

- Det er oftest den enkelte lærer, der sidder med problemerne. Der er en forventning til, at den enkelte lærer selv klarer at løse problemerne. På nogle skoler går problemerne videre til klasselæreren. Alle de andre lærere kommer og afleverer problemerne dér. Andre steder er det lærerteamet, der har problemet, men det er de færreste steder ifølge undersøgelsen.

- Vi ser også, at nogle lærere ønsker mere hjælp hos skolelederen, end lederen ønsker at komme med. Skolelederen henviser måske til lærerteamet, fordi lederen mener, at det er dér, støtten skal være.

Kim Foss Hansen ser en tendens til, at man vælger at samarbejde om nogle bestemte emner såsom udflugter, sociale problemer i klassen og skole-hjemsamarbejdet, men lærerne samarbejder sjældent eller aldrig om indholdet i undervisningen. Dér trænger teamsamarbejdet til at blive udviklet og styrket.

I de uddybende interview er lærerne blevet spurgt, om der er elever, der burde placeres andre steder end i folkeskolen.

- Der er nogle, der burde have et andet tilbud, men antallet af observationsskoler og -klasser er jo reduceret kraftigt de senere år. Lærerne peger ikke på en stor gruppe af elever, der burde have andre tilbud, men de er der, siger Kim Foss Hansen.

- Generelt har vi en lang lunte, når det gælder problembørnene. Vi er alle meget nervøse for at forudse nogle problemer, som måske senere viser sig ikke at være så store, så der skal meget til, før man griber ind. Mange af disse børn kunne være spottet allerede i daginstitutionen.

- Et andet problem er, at lærerne godt ved, at i mange af de tilbud, der eksisterer til disse børn, vil de måske nok få den større voksenkontakt, de har brug for, men til gengæld er undervisningstilbuddet ikke altid godt nok fagligt. Så hvis det handler om børn med adfærdsproblemer, som ellers klarer sig rimeligt fagligt, vil man som lærer måske være tilbageholdende med at henvise til andre steder.

Hele undersøgelsen skal munde ud i et materiale, der kan støtte skolerne.

- Vi vil producere et materiale til både skolerne, forældrene og eleverne. Måske rollespil til eleverne og så noget til at styrke skole-hjemsamarbejdet. Problemet dér er den manglende tid. Hvis skole-hjemsamarbejdet skal styrkes, skal Ø-tiden omdisponeres. I dag er der to forældremøder og to konsultationer om året, men man kan altså ikke bygge et tillidsforhold mellem skole og hjem op på fire timer om året. Hvis vi skal tale om udvikling, skal vi ikke køre på rutinen, siger Kim Foss Hansen.

Han håber på, at Undervisningsministeriet vil gøre de urolige børn til et indsatsområde i folkeskolen. Og indsatsen skal vel at mærke ikke være at fjerne de urolige børn fra klasserne.