Her er et godt og gennemarbejdet materiale til undervisning i dansk grammatik for voksne udlændinge, der kan en del dansk. Arbejdshæfterne bruges sammen med en håndbog på 335 sider af de samme forfattere: »Grammatikken håndbog i dansk grammatik for udlændinge«. Ved hver opgave i hæfterne er der sidehenvisninger til grammatikken, hvor kursisterne kan læse de grammatiske forklaringer, som ikke gengives i hæfterne, der er engangshæfter. Dog indeholder disse af og til supplerende forklaringer.
Før arbejdet med hver ordklasse kan eleven teste sin viden. Opgaverne er lagt ud på forlagets hjemmeside, hvorfra de kan hentes gratis.
»Slut Finale 1-3« plus »Grammatikken« anvendes af elever, der har tilegnet sig færdighederne i materialerne »Parat Start 1-3« samt »Basisgrammatikken«.
I begge materialesæt gennemgås følgende grammatiske hovedområder: substantiver, pronominer, adjektiver, verber, adverbier, konjunktioner og præpositioner. »Slut Finale« opererer med et mere omfattende ordforråd end basismaterialet. Hæfterne er beregnet til klasseundervisning. Opgaverne er fortrinsvis skriftlige, men der lægges også op til mundtligt pararbejde. Ved de svære opgaver optræder en symbolfigur i form af en spekulativ mand. Hæfterne kan også bruges til selvstudium. Bagerst i hvert hæfte er en rettenøgle.
Tegninger er sort-hvide og muntre.
Selvom materialet er udarbejdet til en anden målgruppe, vil en dansklærer i overbygningen kunne hente mange gode ideer til det grammatiske arbejde med danske elever. Hæfterne er lidt af en guldgrube. De ældre tosprogede elever vil kunne profitere af opgaverne i »Parat Start«. Ved hjælp af testene på forlagets hjemmeside afgøres det, om disse opgavetyper beherskes, så eleverne eventuelt kan arbejde videre med »Slut Finale«.
Slut Finale 1 / 2 / 3
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.