Regeringen, arbejdsmarkedets parter og Kommunernes Landsforening, KL, holdt i sidste uge et stort anlagt trepartsmøde med deltagelse af 35 toppolitikere om Danmarks kommende tigerspring ind i Informationsalderen.
Mødet resulterede i et fem sider langt såkaldt Slutdokument - af statsminister Poul Nyrup Rasmussen straks omdøbt til et Startdokument .
Om integrering af edb i undervisningen i folkeskolen hedder det: 'Regeringen søger ved forårets kommunaløkonomiske forhandlinger tilslutning til en styrkelse af IT i folkeskolen.'
- Regeringen går efter at få en aftale om en målrettet indførelse af informationsteknologi i folkeskolen på plads ved forhandlingerne med Kommunernes Landsforeing i maj-juni i år, uddyber forskningsminister Frank Jensen.
En sådan aftale skulle allerede have været indgået ved de tilsvarende bloktilskuds-forhandlingerne sidste år.
Frank Jensen viftede dengang med en check på to milliarder kroner til kommunerne til formålet her i bladets spalter, men finansminister Mogens Lykketoft var ikke uden videre med på en så rundhåndet idé. I stedet blev en analyse-gruppe under Finansministeriet nedsat. Den skulle finde ud af, hvad der er af elektronisk isenkram og undervisnings-softwaren på markedet, hvad det koster, og hvad det er værd i undervisningsmæssig sammenhæng, samt undersøge behovet for efteruddannelse af lærerne.
Analyse-gruppen skulle have barslet med en rapport her i februar, men som det fremgik af Folkeskolen s i sidste uge, er den end ikke gået i gang endnu.
- Det er rigtigt, at analyse-arbejdet er blevet forsinket. Det skyldes, at budgetanalysen af folkeskolens økonomi trak længere ud end ventet. Men IT-rapporten ligger klar til de kommunaløkonomiske forhandlinger i maj, forsikrer Frank Jensen.
Du har tidligere sagt, at det vil koste op mod to milliarder kroner at få skolerne seriøst i gang med at integrere edb i undervisningen?
- Det er regeringens målsætning, at der skal skaffes én til to milliarder i løbet af højst fire år til IT i skolerne. De skal findes i de kommunaløkonomiske forhandlinger.
Er det realistisk?
- Der skal indgås en aftale mellem stat og kommune her til foråret om et løft på IT-området. Mere kan jeg ikke sige nu.
Hvor meget vil staten give?
- Hvis jeg sagde det, ville jeg ikke være minister mere.
Spillet om, hvem der skal udrede den ganske mærkbare investering i edb til skolerne - stat eller kommune - er således allerede i gang.
Formanden for Kommunernes Landsforening, Evan Jensen, siger, at KL allerede har tilsluttet sig regeringens plan om en styrkelse af IT i folkeskolen.
- Men vi har ikke penge til én computer per fem skoleelever, sådan som det er blevet anbefalet af regeringen, understreger han.
Evan Jensen forventer, at staten betaler IT-regningen over bloktilskuddene. Pengene skal ikke øremærkes, de skal indeholdes i den økonomiske ramme, mener han.
Mogens Lykketoft siger, at kommunerne har masser af penge. Det kan ende med et lovindgreb?
- Vi ønsker at få sat gang i indførelse af IT i folkeskolen så hurtigt som muligt, men økonomien skal være til det. Kommer der en lov, så skal der følge penge med, siger KL's formand.
På finansloven for i år har regeringen afsat 5,3 milliarder kroner til nye, statslige IT-projekter. De 415 millioner kroner går til uddannelsesområdet. Til det såkaldte Skolenet, som skal binde landets 1700 folkeskoler sammen i et elektronisk netværk, er der afsat 120 millioner kroner på finansloven til brug over de næste tre-fire år. Dertil kommer penge til den centrale drift. Hver enkelt skole må selv betale tilslutning til nettet.
Men de afgørende to milliarder kroner til investering i 100.000 computere, software og efteruddannelse af lærere svæver stadig i forhandlingsspillet mellem stat og kommune.-
Slagsmål om penge til computere
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.