Skorpeskolen

Hvis der blandt læserne hersker tvivl om et udtryk som at stå skoleret, så er der nyttige oplysninger at hente i bogen om Det kongelige Opfostringshus og den Thorupske Stiftelse udgivet i anledning af 250-års-jubilæet. At stå skoleret var ensbetydende med 700 slag med ris i løbet af én dag, dog af »humanitære årsager« gerne fordelt over tre dage, så ryggen ikke blev helt ødelagt. En straffeform, som blev tildelt elever, der havde udvist ulydighed, uærlighed eller utroskab. Den blev angiveligt opgivet i 1785, men udtrykket har overlevet og mon ikke én eller anden udgave af straffeformen også har?

Opfostringshuset var en stiftelse for drenge, mere præcist velbegavede drengebørn af fattige forældre. Oprindeligt et initiativ, som skrev sig ind i 1700-tallets merkantilistiske statsforståelse, hvor staten skulle fungere som en dynamo for ophjælpningen af en indenlandsk produktion, først og fremmest af klæde og våben. 200 drenge i alderen 5-12 år blev »indfanget« i det ganske land og sat i lære indtil deres fyldte 24. år, hvorefter de frit kunne forlade institutionen. Hvis de altså havde overlevet; for stiftelsen var gentagne gange hærget af grasserende epidemier, som rev både drenge og lærere med sig.

Med et sådant elevklientel og sådanne forhold siger det sig selv, at det ikke var let at være lærer. Sygdom, selvmord og forstanderskift var en del af hverdagen især i de to første århundreder ligesom der er flere eksempler på direkte elevoprør med efterfølgende stort iscenesatte kollektive afstraffelser til følge.

Men årene gik, og drengene kom ud i livet med et (vist) kendskab til den borgerlige dannelseskultur i bagagen. Mange gik det godt, både her og hisset for eksempel i den nye verden andre gik det mindre godt. Omkring 1980 ændrede elevgrundlaget sig fra fattige, men begavede børn til børn med sociale og psykiske ar på sjælen. De fattige og begavede tog velfærdsstaten sig af.

I begyndelsen af 1950erne og igen i 1990erne blev der sået tvivl om skolens eksistensberettigelse. Begge gange stod Opfostringsforeningen og dens prominente medlemmer med succes vagt om skolen. Turen gik fra Randersgade til Hellebækgård i Nordsjælland, indkøbt ved statens hjælp og for indsamlede midler og indviet i 1953. I midten af 1990erne skabte en kostbar renovering og restaurering og efterfølgende en mediestorm om mobning og disciplinære problemer fornyet blæst om skolen, men den overlevede og har i dag både kost- og dagelever, piger og drenge.

Bogen om Skorpeskolen på den yderste pynt er bestemt interessant læsning, som imponerer ved sin vilje til at fremlægge kostskolelivets skyggesider, fra prygl til legene over og under dynen, ligesom elevperspektivet konsekvent er trukket i forgrunden. På den anden side ville det med offentlighedens kendskab til de senere års debat om de disciplinære forhold nok have været svært at holde skjult. Bogen giver også et godt indblik i skiftende social-pædagogiske idealer og opdragelsesmetoder.

Der hviler dog en vis indforståethed over teksten; undervisningens form og indhold, elevernes alder, køn, antal og sociale baggrund og ændringerne heri står for eksempel ikke (helt) denne læser klart. Ligesom hverken meningen med bogens titel på den yderste pynt eller bogens to forfattere umiddelbart er til at få øje på. Det viser sig at være de to faghistorikere Kjeld Villadsen og Hans-Henrik Siig. Så meget desto mere må fraværet af enhver henvisning til det i øvrigt meget imponerende og omfattende kilde- og tekstmateriale, som opgives at ligge til grund for arbejdet, undre. Hvorfor skal den læge læser snydes for »bevisførelsen« og hvorfor skal vi andre starte fra bunden, hvis der var dele af denne spændende historie, vi gerne ville forfølge? Man spør sig!