- Fælles ansvar for fælles udvikling
Af Stig Brostrøm
174 sider, 200 kroner
Systime
Første halvdel af bogen beskriver og konkluderer på en spørgeskemaundersøgelse om pædagogikken i børnehaveklassen, som Brostrøm har indsamlet data til siden 1996. Det er altså et autentisk billede af børnehaveklassernes praksis, der nu foreligger.
Brostrøm placerer med denne bog børnehaveklasselederen som den naturlige koordinator mellem børnehavens og skolefritidsordningens udviklings- og pasningskultur og skolens mere målrettede læringskultur.
Dette faktum peger frem mod bogens anden halvdel, der er rettet mod den udvikling, der må komme i den nærmeste (?) fremtid, hvor der bygges bro mellem de to kulturer, og hvor der for alvor vil ske en udvikling af samarbejdet mellem dem for at finde en fælles kultur.
Der arbejdes meget med at beskrive begreberne leg og læring hver for sig og med at give nogle bud på, hvordan der kan skabes en kultur, der kan forbinde begreberne. Skolens og daginstitutionernes forskellige syn på begrebet leg forsøges indkredset, idet det præciseres, at det er vigtigt, at de to parter er sig bevidst, at de mener noget forskelligt, selv om de tilsyneladende bruger de samme ord. Den konstruktivistiske læringsopfattelse bliver centralt placeret som en måde at gøre læreprocessen til barnets egen.
Der gøres meget sympatisk rede for, hvor svær en proces det er at sætte udviklingen af den fælles kultur i værk. Der skal diskuteres og lyttes meget, før det lykkes.
Bogens slutafsnit lyder: Samarbejdet mellem børneinstitutionerne, skolefritidsordningen og skolen står ved begyndelsen af en udviklingsproces. Mange fejlgreb er allerede gjort, og flere vil følge efter. Men lige så mange positive landvindinger er allerede opnået, og der er mulighed for flere i fremtiden.
Bogen må anbefales til alle, der interesserer sig for skolestart. Den er svær at komme uden om, hvis éns skole skal flytte sig for alvor!
Lise Buhr
Skolestart
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.