Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Skolernes motionsdag: Chips til triatlon i Ishøj

Ishøjs fem folkeskoler er gået sammen om en ambitiøs version af Skolernes Motionsdag. For tredje år i træk har overbygningseleverne sat triatlon på menuen, men som noget helt nyt har de fået udleveret chips, der registrerer deres tider helt præcist.

Foto: Thomas Bauer
Mie Borggreen Winther
3 kommentarer
10. oktober 2014, kl. 16:20

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

3 kommentarer

På kanten af 50 meter-banerne i Ishøj Svømmehal står 65 overbygningselever og venter på at bryde vandspejlet. De kommer fra kommunens fem skoler og er på nippet til for tredje gang at dyste mod hinanden i et klassisk triatlon. De er spændte, og deres tjatten og pjatten giver genlyd henover det store bassin.

"Er I klar?", råber idrætslærer Thomas Bauer med imponerende volumen. Han kompenserer snildt for den sløve mikrofon, der ikke kunne overdøve de mange teenagere.

Ved sjette og sidste bane tripper Burak Karaca i røde og hvide badebukser. Han er der for at vinde - stort, som han understreger. Han er kaptajn på Strandgårdskolens sportsakademi, og han er i god form. Men til motionsdagen er der en særlig præmie, der har motiveret den sportsglade 9.-klasser:

"Jeg har trænet til det her i to uger, for jeg vil gerne vinde de billetter til fodboldkampe, der er på højkant", griner han.

Med 65 plask er løbet i gang. Deltagerne har 4,5 timer til at gennemføre at svømme 1 kilometer, cykle 30 kilometer og slutteligt løbe 5,5 kilometer, før målstregen er nået. Som noget helt nyt bærer deltagerne en chip om anklen, der skal registrere deres tid i løbet helt nøjagtigt i de tre discipliner. Noget, eleverne selv har ønsket og som de synes er "herrefedt" - og Thomas Bauer oplever, at eleverne bliver motiveret af de små bip, der lyder, hver gang de skal videre til næste udfordring.

Forbillede for reformen

Et løb med status I forbindelse med overbygningens triatlon har Strandgårdskolen indkøbt 16 mountainbikes og nogle racercykler - alene for at skolens store elever kunne træne til triatlonnet. Det er vigtigt for skoleleder Birgit Andersen at gøre sport til en del af elevernes hverdag. For tre år siden blev et amerikansk inspireret sportsakademi oprettet på Strandgårdskolen, og har i dag 32 elever, der har fire ekstra idrætstimer om ugen - noget, der har gjort det ekstra prestigefyldt at svede på skolebænken.

"Det er blevet sådan nu, at de yngre elever glæder sig til at starte i overbygningen, så de kan være med til triatlon på motionsdagen", fortæller Birgit Andersen.

Og det er lykkes at engagere de store elever. Thomas Bauer er idrætslærer på Strandgårdskolen og er den, der har taget initiativ til både sportsakademiet og triatlonnet til Skolernes Motionsdag. Af de 65 deltagere til triatlonnet kommer 36 fra Strandgårdskolen, og Thomas Bauer mener, at løbets høje mål skaber status blandt eleverne.

"Alle kæmper det bedste, de kan. De er mega seje og giver ikke op! Det betyder meget for mig, når jeg ser en elev, der virkelig har kæmpet, komme i mål", fortæller Thomas Bauer om løbet.

Ny app: Orienteringsløb lige ved hånden

Og førstepladsen går til... Triatlon er oppe i tiden, og denne oplevelse vil Thomas Bauer gerne dele med børnene. Hans atleter på sportsakademiet har trænet teknikker og skift i triatlon den seneste måned, så de står top tunede til konkurrencen. De mest ambitiøse lægger derfor ud med at svømme crawl, hvor man bruger armene meget. Benkræfterne skal nemlig gemmes til senere.

Den hårde træning har betalt sig. Burak Karaca indtager en 2. plads, ligesom det også er Strandgårdsdrengene Oliver Wester og Demir Kaan Er, der indtager 1. og 3. pladserne. Den bedste tid klarede Oliver Wester med 1:59:34.

Det er dog ikke kun gode tider, Thomas Bauer håber, hans triatlondeltagerne tager med sig. Han mener, at løbets anstrengelser kan overføres til andre sider af livet.

"De lærer at presse sig selv fysisk og mentalt. Det handler om, at de lærer ikke at give op - uanset om det er et hårdt løb eller en svær matematikopgave", siger Thomas Bauer.

3 kommentarer
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Skolernes motionsdag: Chips til triatlon i Ishøj

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS