Skolerne kender ikke alle typer vanskeligheder hos børn

Inklusion er blevet en politisk trend og - siger kritikere - et argument for at spare på det specialpædagogiske område. Mange kommuner lægger således økonomien til specialundervisning ud på skolerne, og skolelederen bliver ansvarlig for, at alle børn i skoledistriktet får en uddannelse.

"Skolerne kender ikke til alle typer vanskeligheder. Derfor er de nødt til at invitere rådgivere fra for eksempel pædagogisk psykologisk rådgivning indenfor", siger Mette Friederichsen.

Hun har været redaktør for Tidsskriftet Specialpædagogik i et lille års tid. Desuden er hun talehørekonsulent i PPR Odsherred og giver her nogle bud på, hvordan hun ser udviklingen inden for specialpædagogisk undervisning.

Bedre løsninger når læreren tænker med

I en gammeldags forståelse finder PPR fejl og udreder børn. Det fører ofte til et dyrt råd om, hvad der skal til for at hjælpe eleven. Men i dag arbejder PPR mere konsultativt for at få lærere til selv at reflektere over, hvordan de kan forbedre barnets læreprocesser.

"Det er nemt at give et råd om, at barnet skal sidde afskærmet fra de andre elever, men når læreren selv peger på løsninger, er det nemmere at gennemføre dem", siger Mette Friederichsen.

Ulempen ved den konsultative metode er, at PPR-medarbejderen aldrig ser eleven.

"Når et barn bliver henvist til PPR, er det ofte sidste udvej, og læreren ønsker at få barnet fjernet fra klassen. Men på et område, som er meget komplekst, kan man ikke tale om, at én bestemt fremgangsmåde er den bedste", siger Mette Friederichsen og giver et billede på, hvad den bedste løsning er.

"Det er, når eleven bliver hjulpet, når forældrene føler, at deres barn bliver hjulpet, og når læreren føler sig hjulpet. Og det kan altså ikke beskrives i en enkelt metode".

Modeord får ikke alle nuancer med

Man skal passe på med at gøre den konsultative metode til et slagord, mener Mette Friederichsen.

"Hvis det bliver et modeord, får vi ikke alle nuancer med. Derfor vil jeg hellere tale om, hvad læreren gjorde i en bestemt situation, som var godt for eleven. Det afgørende er ikke, om det er konsultativt, men om det virker".

Nogle problemer er så komplekse, at det er omsonst at spørge: Hvad tror du, der virker? For eksempel hvis eleven har læbekæbeganespalte.

"Her handler det om at få konkrete råd hos specialister, der kan undersøge de fysiske grunde til, at et menneske ikke kan tale. Ord som inklusion og konsultativ metode skygger nogle gange over, at nogle har brug for helt konkret hjælp. Vi må ikke glemme individet, fordi vi er optaget af de store processer".

De specialpædagogiske behov skal opfyldes

Specialpædagogisk praksis har meget at byde på i normalundervisningen, mener Mette Friederichsen.

"Trods teamsamarbejde er lærere i normalundervisningen typisk alene med en stor gruppe elever, og mange er blufærdige i forhold til, om de gør det godt nok, hvis de har et barn med individuelle vanskeligheder i klassen. I specialpædagogikken er vi vant til at arbejde sammen med andre om barnet, både med andre lærere og andre fagfolk. Derudover er vi klædt på til opgaven både teoretisk og praktisk."

Hvis resurserne lægges ud på skolerne, skal der følge en forpligtelse til at opfylde de specialpædagogiske behov med, mener Mette Friederichsen.

"Mange ADHD-elever er normaltbegavede og kan blive i klassen, hvis de får den rette støtte. Den specialpædagogiske opgave er at observere, hvad der sker i klassen, og tale med læreren om, hvad der skal til for at støtte netop denne elev. Det skal ske ud fra den konsultative rolle: Hvad kan vi sammen tænke os frem til?", siger Mette Friederichsen og peger på, at økonomien også spiller ind.

"Hvis en dreng i børnehaven ikke kan sige 'R', kan talepædagogen undervise ham to gange om ugen. Men hun kan også give forældre og pædagoger medansvar og så komme to gange om måneden for at høre, hvordan det går".

Medicinsk tankegang overskygger det unikke hos barnet

Ofte skal der en diagnose til at udløse støtte til en elev, og det er en farlig kurs, vurderer Mette Friederichsen.

"Vi ved mere og mere om hjernens udvikling, men med et medicinsk syn leder man efter neurologiske fejl hos det enkelte barn. Faren er, at man glemmer, at barnet er unikt, og at det udvikler sig ved at indgå i nogle relationelle sammenhænge. En diagnose skygger for, hvad barnet kan, og medicinering er blevet så almindeligt, at der er tendens til at sige 'Hov, han er urolig i dag, mon ikke hans dosis skal sættes op', uden at man undersøger, hvad man selv kan gøre".

Med udbredelsen af AKT-lærere (adfærd, kontakt og trivsel) er der hjælp at hente på mange skoler.

"Lærere ønsker at udvikle børnene, men deres relationelle kompetencer er ikke så veludviklede som hos pædagogerne. Dels skal lærerne nå faglige mål, dels har de ikke så meget specialpædagogik i deres uddannelse. Men AKT-lærere kan hjælpe lærere til at arbejde med relationer i klassen", siger Mette Friederichsen.

Specialpædagoger har pligt til at sige, hvad der virker

Mette Friedrichsen hører tit specialpædagoger beklage sig over, at kommunen siger nej til et regionalt tilbud, fordi det er for dyrt.

"Jeg kan også selv sige 'Øv, hvorfor kan barnet ikke få adgang til den gode faglighed?', men vi må erkende, at svaret er politisk bestemt. Vi kan argumentere for, at barnet skal have tilbuddet, men vi har også en opgave med at se ud over os selv. Vi må være pragmatiske og spørger: 'Hvordan kan vi så hjælpe barnet?'"

Specialpædagoger er dog forpligtet til at give udtryk for deres holdninger og erfaringer om, hvad der virker, understreger redaktøren af Specialpædagogik.

"Det skal vi gøre, for netop disse mennesker har svært ved at tale for sig selv. Vi er deres talerør, fordi vi ved, hvad der virker. Det skulle vores tidsskrift gerne være med til at sprede viden om".