Skolestyrelsen har netop afsluttet den anden runde af sit tilsyn på baggrund af de Uni-C-opgørelse, som har vist, at mange skoler har planlagt med for få timer i forhold til minimumstimetallet for fag og fagblokke. Det handler fx om tastefejl, problemer med at indberette fx tværfaglige emneuger og fejl ved overførsel fra skolens administrationssystem til Uni-C's indberetningssystem.
Undervisningsminister Tina Nedergaard glæder sig over, at 73 procent af de 1196 skoler, der havde indberettet timetal under minimum, faktisk viser sig at have givet eleverne de timer, de har krav på.
Herudover har 14 procent af skolerne kompenseret eleverne for de timer, som de manglede. Tilbage er godt 150 skoler, hvor eleverne ikke har fået den undervisning, de har krav på, men her vurderer Skolestyrelsen altså ikke, at det denne gang er nødvendigt at inddrage det kommunale tilsyn.
Problemer i København
Københavns Kommune tegner sig for 43 af de skoler, som ikke har kompenseret eleverne. Kommunen har over for Skolestyrelsen oplyst, at man har valgt ikke at følge op på overtrædelser, der ligger under 30 timer på tre år. Som tidligere beskrevet på folkeskolen.dk har et af problemerne i København været, at kommunen i en periode kørte med 199 dags skoleår i stedet for de normale 200 skoledage på et år. Kommunen har nu truffet forholdsregler, der skal sikre, at eleverne fremover får de timer, de har krav på.
I dette efterår har skolerne skullet indberette timetallene for 2010/11 på uvm.dk/timetal, hvor det nu er forklaret, hvordan fx klassens tid, emneuger, fagdage og lejrskoler skal indberettes.
En arbejdsgruppe har peget på, at kommunerne skal have et større fokus på skolernes planlægning og indberetning af timetallene, og det har undervisningsminister Tina Nedergaard og KL-formand Jan Trøjborg for nylig skrevet til kommunerne om.
Skoler slipper med en advarsel for timetal
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.