1.400 af landets cirka 2.000 folkeskoler har glemt at skrue ned for forbruget i ferien. I alt har skolerne brugt cirka fire millioner kilowatt-timer mere end nødvendigt i juli, og deres CO2-regnskab er blevet forværret med 2.000 ton CO2.
"Elsparefondens beregninger viser, at kun en tredjedel af skolerne har formået at skrue elforbruget ned på et acceptabelt niveau i ferien - det vil sige på halvt blus eller lavere. Tallene viser med al tydelighed, at der kan gøres rigtig meget for at komme energifråds i offentlige bygninger til livs", siger kundechef i Elsparefonden Christian Jarby.
Glemmer at slukke ventilationsanlægget
Analysen er lavet på baggrund af tal fra elforbrug.dk, hvor skolernes forbrug løbende registreres. Det er særligt skoler i København og på det øvrige Sjælland, der frådser, mens jydske og fynske skoler er bedre til at spare på energien. Små skoler er også bedre til at spare end store skoler.
"Skolerne burde have reduceret elforbruget i juli med i hvert fald 50 procent. Også selv om de har haft åbent i skolefritidsordningen eller har haft andre aktiviteter i sommerferieperioden", mener Christian Jarby.
Skolerne kunne have sparet energi ved blandt andet at huske at slukke ventilationsanlæg, belysning og it-udstyr.
Elsparefonden, som er en uafhængig statsinstitution under Klima- og Energiministeriet, vil i efteråret kontakte skoler og kommuner for at hjælpe dem med at reducere elforbruget. Beregninger viser nemlig, at skolerne også til daglig bruger alt for meget strøm på grund af forældede ventilationsanlæg og forkert adfærd.
Skoler frådser med strømmen i ferien
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.